World Wide Ondskap?

World Wide Ondskab

Oktober måned er antimobbemåned i USA. Det er der god brug for. Skoler og forældre har i stigende grad svært ved at styre chikane på især de sociale medier. De voksne har bare helt generelt svært ved at styre sig online.

Av Annegrethe Rasmussen, Information 07.10.12

Er internettet egentlig ondt?« Det spurgte min 6-årige om forleden, og jeg forstår ham så udmærket. For både CNN, Fox News og MSNBC samt den lokale nyhedskanal, der alle kører på skift og uafbrudt i mit køkken, bringer for tiden lange, advarende indslag om unge, der er blevet drevet til selvmordets rand, visse har gjort alvor af sagen, efter at være blevet mobbet online. Det er nemlig anti-mobbemåned i USA i oktober. Nogle af eksemplerne er kendte – som Tyler Clementi, der sprang ud fra George Washington Bridge, efter at hans roommate havde offentliggjort Clementis homoseksualitet på det sociale netværk, Twitter. Andre er ukendte uden for USA, men historierne er hjerteskærende. Det er især yngre teenagere, der skånselsløst er blevet hængt ud som bøsser, bitches, ludere, fede, nørder, ja fortsæt selv. For dem er deres værelser ikke længere et helle. Det er lige dér, foran skærmen eller på mobiltelefonen, at det hele foregår.

»Nej nej,« svarede jeg beroligende. »Internettet er ikke spor ondt. Det er mennesker, der af og til er det.«

For det er den forklaringsfigur, jeg er vokset op med – og standardsvaret fra venstre – når især kulturkonservative røster i århundreder har bekymret sig om usund indflydelse fra litteratur, film, tv og voldelige computerspil. Det er ikke computerspillet Call of Duty eller goth culture, der er skyld i de amerikanske skolemassakrer. Det er ikke Mortal Combateller Splatterland, der får unge til at skyde deres forældre ned med koldt blod. Lige som det heller ikke var et stærkt vanedannende computerspils ansvar, at et ungt japansk par for nogle år siden brugte så megen tid på at bespise deres virtuelle baby, at deres egen nyfødte uheldigvis døde af sult imens.

Niksen. Det er alt sammen syge mennesker, og havde det ikke været nettet, havde det været noget andet. Lige som mobning har fundet sted alle dage. Det forklarede jeg min søn, og glad var han, for han bruger en del tid på nettet på sin iPad og var blevet ret bekymret.

Da han herefter glad og ubekymret var taget i skole, funderede jeg lidt videre. For om end jeg fortsat ikke køber forklaringen om, at mediet er problemet frem for mennesket, er der alligevel noget over nettets nemhed, der generer mig. Og jeg sværger – jeg er ikke forelsket i hverken 1950’erne eller 1960’erne eller noget andet. Jeg drømmer ikke om en tid, hvor rødkindede børn legede dagen lang i baghaverne, og kernefamilierne hyggede sig ved monopol-tv-kanalen. Men min søns spørgsmål fik mig til at huske en artikel, jeg læste i 2002, da jeg var korrespondent i London. Jeg fik aldrig skrevet om sagen, men den gik ud på, at den dengang populære britiske hjemmeside Friends Reunited (der senere har tabt terræn til især Facebook) var kravlet op på førstepladsen som den faktor, mennesker, der skulle skilles, angav som årsag. På Friends Reunited kan man nemt og ubesværet komme i kontakt med sine gamle klassekammerater. Og andelen af midaldrende gifte mennesker, der (må man formode) røvkedede sig i deres ægteskab og drømte om hende, de kyssede til skolefesten eller ham de knaldede ved studentergildet, var åbenbart betydeligt.

Men i modsætning til i gamle dage, hvor det kunne være grumme besværligt at finde frem til sin barndoms forsvundne kærlighed, var det nu blevet pærelet. Lige som det uden sammenligning i øvrigt er en enkel sag for pædofile eller kannibaler at danne foreninger online. Eller, som jeg ofte har skrevet om tidligere, at svine hinanden til i netdebatter under dække af sin anonyme skærmeksistens.

Nuvel – jeg er helt klar over, at der også er alverdens græsrødder og arabiske frihedsaktivister, som nyder godt af internettets svimlende muligheder for at kommunikere på tværs af myndigheders barrierer og landegrænser. Som udenrigskorrespondent nyder jeg selv godt af, at nu 20.000 mennesker læser min blog. Og som udlandsdansker på 10. år knuselsker jeg Facebook, som gør, at jeg til min egen bestandige overraskelse har et større, stærkere og bedre netværk i dansk politik og i den danske medieverden, end jeg havde i 2002. Og flere ’rigtige’ venner.

Jeg vil ikke bytte årti. Men lidt refleksion skader ikke. Hvad siger Informations læsere mon?