Som et urværk gentager scenen sig med jævne mellemrum: Med faste intervaller løber den vestlige liberalismes triumferende fremmarch i hver en afkrog verden panden imod uciviliserede pøbler, der synes opsatte på at tilintetgøre netop de friheder, der ligger under Vestens pænt over 200 år gamle storladne civilisatoriske projekt.
I denne optik bliver den uundgåelige opkomst af samfund, hvor frihed sættes højere end alt andet, gjort til skamme på gader og offentlige pladser i Cairo, Benghazi, Tunis, Kabul og Jakarta. Muslimske demonstranters kroniske overreaktioner mod en roman, en tegneserie eller en grov og primitiv film ses af mange i Vesten som beviset på en håbløst uoverstigelig kløft mellem to civilisationers værdier.
Betragter man disse protester i et vakuum, og fokuserer man udelukkende på ’kulturdomænet’ – en subjektiv kategori, hvor enhver part til hver en tid kan bekræfte sig selv i egen overlegenhed – håber USA og dets europæiske allierede at kunne frikende sig selv for enhver skyld i den tilbagevendende fjendtlighed, som udtrykkes af befolkningerne i Mellemøsten og andre steder.
Det er en fornærmelse
At benægte historiske erfaringer og aktuelle politiske realiteter gør det muligt at overse den centrale pointe: At krænkelserne over den stadige strøm af antiislamisk kulturel agitation helt bogstaveligt føjer spot til skade. Og gør det meget lettere for alle involverede at fokusere på fornærmelsen snarere end på skaden. Der er ikke meget nyt i den amatøristiske hadefilm. Den er et typisk produkt fra den islamofobiske industri, der har vokset sig stor i løbet af det seneste årti. Bortset fra at gamle dages fysiske talerstol er udskiftet med YouTubes digitale, har den anti-islamiske propaganda ikke udviklet sig stort siden korstogenes æra.
Det ironiske er, at den fortælling, som islamofoberne genbruger i dag, oprindeligt blev designet for at retfærdiggøre religiøs vold og fortsætter med at fungere som det kulturelle smøremiddel for et imperialistisk projekt, der har udnyttet, fordrevet, koloniseret og besat millioner af mennesker.
Ikke islams utilstrækkelighed
Enhver, der søger at forstå de seneste omvæltninger, behøver kun at kontrastere den seneste reaktion med historiske fortilfælde. De fordømmelser af protesterne, som er blevet ytret internt i muslimske miljøer, har hovedsageligt fokuseret på det eksempel, som profeten Muhammed satte, da han ignorerede fornærmelser mod sin person. Men der findes en lang tradition for muslimsk tålsomhed over for fornærmelser mod islam og dens grundlægger.
Selv i slutningen af det 19. århundrede, da Europas kolonialisme kulminerende, blev vestlig sønderlemmende kritik af islam ofte mødt med velovervejede og afmålte reaktioner.
Da den franske filosof Ernest Renan hævdede, at islam i sig selv var imod rationalitet, videnskab og filosofi, svarede den religiøse reformator Jamal al-Din al-Afghani med en modfortælling om tidlig islamisk historie, og pointerede, at muslimernes daværende svaghed skyldtes deres egen utilstrækkelighed – ikke islams.
De seksuelle ydmygelser af fanger i Abu Ghraib-fængslet er endnu et eksempel på, at spot vejer tungere end skade. De vakte universel harme, men tanken om, at en ulovlig besættelsesmagt kunne anholde og tilbageholde irakiske borgere efter forgodtbefindende, gav ikke anledning til tilsvarende protest. Da det kom frem, at amerikanske soldater have tisset på ligene af afghanske statsborgere, kom det til protester i hele landet. Den amerikanske regering var hurtig i sin fordømmelse, men kun få mennesker undrede sig over, hvorfor så mange afghanere var blevet dræbt i første instans.
Husk militante kristne
Øjensynlig er den stiltiende aftale, at den tilsyneladende uovervindelige ubalance i magtforholdet mellem imperiets støtter og dens ofre, skal holdes uden for rammerne af den offentlige diskurs til fordel for et fokus på de kulturelle forskelle. Men før vi køber ideen om, at den vedvarende cyklus af konflikter og konfrontationer står mellem den islamiske ekstremismes kræfter på den ene side og de ’vestlige’ kerneværdier – frihed, tolerance og pluralisme – på den anden, er det værd at minde om, hvordan en militant kristendoms religiøse iver ofte kan agere på vegne af egen historisk følsomhed.
Det er i de senere år blevet bemærket, at enheder i det amerikanske militær har gjort det til en vane at bære badges med symbolet for tempelridderne. Længe før George W. Bush kaldte til »korstog« i en af sine taler efter 11. september, gjorde Henri Gouraud det, da han anførte de franske kolonistyrkers indtog i Syrien efter Første Verdenskrig.
En af hans første destinationer var gravstedet for Saladin, den store muslimske helt, der bekæmpede europæiske korsfarere otte århundreder tidligere. Ved graven skulle Gouraud have erklæret: »Korstogene er ovre! Vågn op, Saladin, vi er tilbage! Med min tilstedeværelse her besegler jeg korsets sejr over halvmånen.«
Det, som giver fornærmelser deres vægt, er den skade, der er gået forud for dem. Før vi lærer at gøre denne til omdrejningspunktet for vores kollektive harme, vil krænkernes og de krænkedes rituelle proces kun blive ved med at gentage sig selv. Som et urværk.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar