Har du hørt om "Romnesi" før?

Mitt Romney og myten om selvskabte millionærer

Av George Monbiot, Information 28.09.12

Vi kan kalde det for ’Romnesi’: De meget riges evne til at glemme alt om, hvordan de har tjent deres penge. Til at glemme deres uddannelse, arv, familienetværk, kontakter og privilegier. At glemme de arbejdstagere, hvis arbejde har beriget dem. At glemme infrastrukturen, sikkerheden, den veluddannede arbejdsstyrke, kontrakterne, subsidierne og regeringens hjælpepakker.

Ethvert politisk system har brug for en myte, som kan retfærdiggøre det. Sovjetunionen havde Aleksej Stakhanov, minearbejderen som angiveligt havde udvundet 100 tons kul på blot seks timer. USA havde Richard Hunter, helten fra Horatio Algers eventyr om opstigningen fra samfundets bund. Begge historier indeholdt en smule sandhed. Stakhanov arbejdede hårdt for en sag, som han troede på, men hans bemærkelsesværdige produktionsevne blev overdrevet. Da Alger skrev sine romaner, var nogle fattige mennesker blevet meget rige i USA. Men jo længere væk et system bevæger sig fra sine idealer (produktivitet i Sovjetunionen, muligheder iUSA), des mere lidenskabeligt bliver retfærdiggørelsesmyterne bragt til torvs.

Mytens nødvendighed

Når højtudviklede lande bukker under for ekstrem ulighed og social immobilitet, bliver myten om den selvskabte mand stærkere end nogensinde. Den bliver brugt til at retfærdiggøre sin modsætning: en uangribelig klasse af kuponklippere, der bruger sine arvede penge til at finansiere beslaglæggelsen af andres formuer. Det groveste eksempel på ’Romnesi’ er den australske minedriftsmagnat Gina Rinehart: »Ingen har monopol på at blive millionær,« hævder hun: »Hvis du er jaloux på dem med flere penge, skal du ikke bare sidde og beklage dig, men gøre noget for at tjene flere penge selv. Du må bruge mindre tid på at drikke og ryge og på socialt samvær og mere tid på at arbejde. Husk dine rødder, og skab din egen succes.«

Men Rinehart undlader netop at huske sine rødder. Hun glemmer at tilføje, at hvis man gerne vil være millionær – eller som i hendes tilfælde sågar milliardær – så hjælper det at arve en jernmalmmine og en formue fra sin far og i øvrigt nyde godt af et spektakulært boom i priserne på råvarer. Lister over de rigeste er proppet med mennesker, der enten har arvet deres penge eller tjent dem på spekulation – ikke ved innovation eller en produktiv indsats. De er et katalog over spekulanter, ejendomsbaroner, hertuger, IT-monopolister, ågerkarle, bankdirektører, oliesheiker, ejere af mineselskaber, oligarker og administrerende direktører, hvis løn på ingen måde står i forhold til den værdi, de genererer. Der er kort sagt tale om røvere. Bankerne bruger uforståelige instrumenter til at lænse deres kunder og skatteyderne. Mens kuponklipperne har overtaget økonomien, skal vi høre den modsatte historie.

Foretagsomhed

Der findes næppe en republikaner, som i sine taler undlader at gentage Richard Hunters fortælling, og næsten alle disse fortællinger om social opstigning viser sig at være løgn: »Alt, hvad Ann og jeg har, har vi tjent på gammeldags vis,« hævder Mitt Romney. I så fald er det på gammeldags vis som en pirat. Rolling Stone Magazine har i to artikler dokumenteret de lånefinansierede opkøb, der ødelagde levedygtige selskaber og arbejdspladser, og den kostbare statslige redningspakke, der reddede Romney politisk. Romney er indbegrebet af en økonomisk parasit. Den finansielle sektor er blevet til en maskine, der ødelægger job, familier og liv og forarmer andre for at berige sig selv. Jo hårdere den strammer sit greb om det politiske liv, des oftere må dens repræsentanter fortælle den modsatte historie: Om livsbekræftende foretagsomhed, innovation og investeringer, om modige iværksættere, der startede med ingenting og har tjent deres formuer udelukkende med slid og forstand.

Der er en indlysende bagside ved denne historie. »Enhver kan gøre det, jeg gjorde uden hjælp,« kan oversættes til: »Jeg nægter at betale skat for at hjælpe andre mennesker, som godt kan klare sig selv«, uanset om de har arvet en jernmalmmine fra far eller ej. I artiklen, hvor Gina Rinehardt opfordrer fattige til at efterligne hende, foreslår hun også, at mindstelønnen bør reduceres. For hvem har brug for en rimelig løn, hvis man kan blive millionær?

Parasitter

I 2010 erobrede de rigeste i USA, én pct. af befolkningen, hele 93 pct. af årets indkomststigninger. Samme år tjente virksomhederne topledere i gennemsnit 243 gange mere end den gennemsnitlige arbejdstager (i 1965 var forholdet 10 gange lavere). Mellem 1970 og 2010 steg Gini-koefficienten, som måler uligheden, fra 0,35 til 0,44 i USA. Et forbløffende spring.

Hvad angår social mobilitet, er de tre OECD-lande, hvor mænds indtjening med størst sandsynlighed kommer til at ligne deres fars, Storbritannien, Italien og USA. Hvis du er født fattig eller rig i disse lande, kommer du sandsynligvis til selv at leve på samme måde. Det er ikke tilfældigt, at alle disse tre nationer markedsfører sig selv som lande med enestående muligheder. Lige muligheder, personligt initiativ og heroisk individualisme: Det er myterne, som røverkapitalismen anvender for at overleve politisk. ’Romnesi’ tillader de meget rige at benægte andre menneskers rolle i skabelsen af deres rigdom og samtidig at nægte at hjælpe dem, der er mindre heldige end dem selv. For hundrede år siden forsøgte iværksættere at efterligne samfundets parasitter: De efterlignede kuponklippernes stil og levevis. I dag hævder parasitterne at være iværksættere.