Folkeskolen i Danmark skal være det beste alternativ, sier Line Kjærgaard Larsen. Redaktøren i "Den Røde Blogg" støtter hennes syn. Den offentlige skolen i Norge fortjener den samme oppmerksomheten.

Privatskoler besværliggør demokratisk dannelse

Privatskoler medfører en uhensigtsmæssig opdeling af ressourcestærke og mindre ressourcestærke elever, hvilket hindrer eleverne i at møde samfundets mangfoldighed. Det besværliggør den demokratiske dannelse, hvorfor folkeskolen bør prioriteres på bekostning af privatskolerne.

Av Line Kjærgaard Larsen, Information 20.10.12

For halvandet år siden vikarierede jeg i en 9.klasse på en af Københavns attraktive privatskoler. Klassen havde eksisteret i to år, og alle eleverne havde det til fælles, at de var kommet til fra forskellige folkeskoler og var så velbegavede, at de havde bestået skolens optagelsesprøve for nye elever. Og knap var jeg trådt ind i klassen, førend jeg blev vidne til en foruroligende ’os og dem’- diskurs, som herskede blandt alle eleverne, og som skabte et stærkt fællesskab imellem dem:

»Privatskoler er for de kloge – folkeskolen er for tabere – dem, der har gået i folkeskole, ender som rengøringskoner, skraldemænd og sosu-hjælpere – det er elever fra privatskoler, der bliver jurister, læger og dets lige – dem fra min gamle klasse var papdumme.«

Og det fortsatte ud af den tangent. Eleverne gav udtryk for endelig »at have hævet sig over pøblen,« som en dreng så klart formulerede det, og alle var enige om, hvor befriende det var, at være på samme faglige niveau og komme fra hjem, der mindede om hinanden. Og de har ret: Det er ubeskrivelig dejligt at være sammen med ligesindede. Det er uforstyrrende og trygt. Men det er også farligt for demokratiet, hvis vi vender os til kun at omgås mennesker, der ligner os selv.

Demokratisk dannelse i det moderne samfund

Ifølge den tyske sociolog Thomas Ziehe er en af konsekvenserne af det moderne samfund en øget individualisering. Ziehe påpeger, at der er flere positive ting ved denne tendens, men at den samtidig bidrager til en uhensigtsmæssig selvcentrering, som i undervisningen giver sig udslag i spørgsmål som ‘og hvad har det så med mig at gøre?‘ Denne selvreference hos mange elever betyder, at det eneste, der har rigtig relevans for dem og kan fange deres opmærksomhed, er det, de kan referere direkte til dem selv, hvilket jeg ser 9.klasses ’os-og dem’ diskurs som et udtryk for.

Når den velvillige lærer derfor forsøger at tilpasse undervisningen til elevernes horisonter for at imødekomme deres selvreference og dermed skabe grobund for større identifikation og motivation hos eleverne, opereres der ud fra det perspektiv, som Ziehe kalder identitetsdiskurs. Og det har den negative konsekvens, at eleverne kun understøttes i det, de allerede ved og tænker om sig selv, andre og verden. Og på en privatskole er der, efter min mening, en øget risiko for praktisering af en sådan identitetsdiskurs.

Jeg er af den opfattelse, at det er vigtigt og befordrende for læring og motivation, at eleverne mødes dér, hvor de er og får lov at lære med udgangspunkt i det, de allerede ved. Men pointen er, at vi ikke må efterlade eleverne dér; at vi ikke må nøjes med at føje dem i deres selvcentrering. Vi skal derimod indføre det, Ziehe betegner som ’god anderledeshed’, fordi det kan modvirke tendensen til selvcentrering. Det vil sige: Vi skal ryste eleverne, provokere dem, overraske dem og præsentere dem for alt det, der er anderledes, alt det, der ikke passer ind i deres kasser og forestillinger om den verden, der omgiver dem. For lige præcis dér er der virkelig potentiale for læring, udvikling og demokratisk dannelse, som sætter eleverne i stand til at erkende, forstå og acceptere forskelligheder. Og en sådan dannelse er netop en hjørnesten i folkeskolens formålsparagraf, hvor der står at skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Undervisning med fokus på ’god anderledeshed’ og demokratisk dannelse kan naturligvis finde sted i folkeskoler såvel som i privatskoler. Men min påstand er, at den gode anderledeshed har de allerbedste betingelser i folkeskolen, fordi forskelligheden, som den næres af, findes i klasselokalet, i nogle geografiske områder mere end andre. Privatskoler er i modsætning hertil ofte mere polariserede. Det kan fx vise sig ved, at skolen har et religiøst livssyn, fx kristne eller muslimske privatskoler, at den bygger på en særlig pædagogisk tænkning, eller at skolen, som jeg oplevede det, det sted hvor jeg var vikar, har en særlig selektiv optagelsesprocedure, fx frasortering af bogligt svage elever. Og der er nu noget paradoksalt i først at skille alt det ’anderledes’ fra, som det sker på mange privatskoler, for derefter at forsøge at genindføre anderledesheden i klasserummet – og her vel at mærke med et outsiderperspektiv. Det gør i hvert fald den dannelsesmæssige udfordring så meget desto større.

Men hvad så med fagligheden, vil nogen måske spørge? Giver man ikke køb på den, når man så ensidigt fokuserer på demokratisk dannelse? Nej, det mener jeg ikke. Jeg er faktisk overbevist om, at netop arbejdet med god anderledeshed og demokratisk dannelse giver en styrket faglighed. Det mener jeg, fordi de kompetencer, som dette arbejde kan være med til at udvikle hos eleverne, er altafgørende for, at de kan lære at navigere i det moderne videnssamfund, kendetegnet ved sin uudtømmelige kilde af viden, som det konstant bombarderer sine borgere med gennem medier og Internet. Og i et samfund hvor viden er blevet tilgængelig for enhver – veluddannet som uuddannet – må det være skolens vigtigste opgave, at eleverne udvikler redskaber til at søge og finde frem til relevant viden og forholde sig kritisk til den – både inden og uden for skolen. Og det er, hvad man i det moderne samfund kan betegne som faglighed af højeste karat.

Folkeskolen skal være det bedste alternativ

Det står dog lysende klart, at nogle af de folkeskoler, hvor eleverne i den omtalte 9.klasse har gået, har fejlet, for der har naturligvis været en grund til, at eleverne flyttede skole. Lukninger af lokale skoler, dårlig faglighed, mobning. Listen er lang. Men løsningen er ikke at flytte elever fra folkeskoler til privatskoler. Det fjerner i bedste fald kun den udløsende faktor, som gjorde, at eleverne flyttede skole. I 9.klassen oplevede jeg nogle elever, som muligvis fik større faglige udfordringer af at komme på privatskole, men som på alle andre områder blot blev bekræftet i deres egne opfattelser og forestillinger om verden – og i særdeleshed forestillinger om de andre, mindre privilegerede, som de ikke ville røre med en ildtang. Og kaster vi et blik på PISA-studierne, viser de ganske entydigt, at lande som fx Canada og Finland, med en meget lille andel af elever på privatskoler, har en meget højere testscore end lande med mange privatskoler. Grunden er formentlig, at det har en meget positiv afsmitning på ressourcesvage elever at gå i skole sammen med ressourcestærke elever, og at det således hæver det faglige niveau.

Vi skal derfor styrke folkeskolen og gøre den til det absolut bedste alternativ. Men det kræver en større økonomisk prioritering af folkeskolen frem for privatskolerne. Privatskoler modtager i dag godt 75% af det beløb, folkeskoler modtager pr. elev. Dertil skal lægges forældrenes egenbetaling. Privatskolerne får således tildelt ligeså mange økonomiske ressourcer som folkeskolen, selvom deres elevgruppe er udvalgt mere selektivt og derfor oftest ikke kræver ligeså mange ressourcer, som der er brug for i folkeskolen.

Men ekstra økonomiske ressourcer er naturligvis ikke nok. Der skal også en holdningsændring til og en vilje til at ville investere i fællesskabet. For hvis de ressourcestærke forældre trækker deres børn ud af folkeskolen og sender dem i privatskoler sammen med andre ressourcestærke børn, ender vi med at skabe et delt samfund, hvor de privilegerede fra eliten går på privatskoler, mens resten går i en folkeskole, som får sværere og sværere ved at løfte den store sociale opgave det er at undervise elever med færre ressourcer.

Men lykkes det til gengæld at gøre folkeskolen til det bedste alternativ og dermed undgå den stigende elevflugt fra folkeskolen til privatskolerne, vil det med stor sandsynlighed give både dygtigere og mere demokratisk dannede elever, der vil være bedre rustede til at navigere i det moderne, komplekse samfund.