Om venstresiden i Danmark...

Akademikere og arbejdere – foren jer

Når venstrefløjen forsøger at tale til ’arbejderen’ frem for ’akademikeren’ går den højrefløjens ærinde. Fremfor at samle lønmodtagerne, bidrager man til splittelsen. Og udhuler venstrefløjens projekt.

Av Brian Esbesen, Information 23.10.12

Venstrefløjspartierne i Danmark fremstiller sig selv som nytænkende og taler om at solidarisere sig med arbejderen, men der er intet nyt i den arbejderromantisering. Og den er hul, da mange politikere aldrig har haft fysisk arbejde. 

Den danske centrumvenstrefløj oplever i disse år, trods regeringsmagten en nedtur og en vælgerflugt af historiske dimensioner. Midt i denne ruinhob forsøger forskellige profiler og meningsdannere at forny og revitalisere den demokratiske socialisme, der på mange måder udgør det fundament, som den moderne skandinaviske velfærdsstat er bygget på.

Nogle slipper heldigere fra den øvelse end andre. For et par måneder siden forsøgte Henrik Sass Larsen og en række medforfattere med kronikken »Socialdemokraterne er bedst for Danmark«, hvilket var så sørgeligt et bidrag, at det end ikke blev kritiseret.

I en kronik i Politiken den 13. oktober, kommer Nanna Westerby, Simon Tøgern, Lars Olsen, Peter Hummelgaard Thomsen og Gry Möger Poulsen dog et skridt videre. Under overskriften »Venstrepopulisme, ja tak« forsøger de fem kronikører at (gen)rejse centrum-venstrefløjens projekt.

Deres oplæg er faktisk værd at diskutere, men desværre først og fremmest fordi kronikken sammenfatter og udstiller alt det, der i høj grad er hovedproblemet for centrumvenstrefløjen: Man har lagt sig fladt ned på maven værdipolitisk og splitter de lønmodtagere, man burde samle og appellere til som én gruppe.

Kronikørerne fremfører at centrumvenstrefløjens projekt ikke er tilstrækkeligt populistisk – særligt skal der mere fokus på den rigtige arbejder og dennes præferencer. Kronikken, som tages under kærlig behandling her, står ikke alene. Den udtrykker tværtimod en mere generel tendens, og jeg vil mene, at det er lignende tanker, der næsten har smadretSF og gav Socialdemokraterne det dårligste valgresultat i 100 år ved sidste års folketingsvalg.

Gentager historisk fejl

Det var i forbindelse med SRSF’s skattereform, at den ’hårdtarbejdende leverpostejmad-smørende kansas-klædte’ dansker for første gang rigtigt blev forsøgt italesat. Han/hun var den ’rigtige’ arbejder, og den, der skulle appelleres til.

Ironien er, at billedet af den ’rigtige arbejder’ på mange måde er elitært og ofte føres frem af akademikere, der næppe har set en fabrik indefra.

Man fremstiller det som nytænkning, men der er intet nyt i den arbejderromantisering. Tværtimod. Helt uden sammenligning i øvrigt var det præcis den samme kortslutning, man så i 1960’erne og 1970’erne. Lige fra Maos kulturrevolution i Kina – hvor intellektuelle blev forfulgt og nærmest anset som større fjender af revolutionen end kapitalismen – til den yderste venstrefløj i Danmark, der ligeledes led af et forstyrret og romantiseret billede af arbejderen. I Vesttyskland gik flere medlemmer Rote Armee Fraktion hele vejen og blev selv industri- og fabriksarbejdere, da det netop var det absolut ypperste og fineste man overhovedet kunne forestille sig.

Det er pudsigt at se venstrefløjen gentage den fejl. Ud over førnævnte kronikører har særligt SF’s næstformand, Mattias Tesfaye, kørt hårdt på med arbejderromantiseringen på bekostning af den gruppe, der er skyldige i at besidde en længere uddannelse.

Da SF i september modsatte sig et forslag om bedre økonomiske forhold for de studerende, blev det således fremhævet som en decideret sejr til Tesfaye – netop med henvisning til at de største SU-forbrugere er akademikere.

I et forsøg på at appellere til denne lidt enfoldige idealarbejder, der må føle sig lige så karikeret i det billede, som akademikeren gør, medvirker man til at splitte den store gruppe af lønmodtagere, der trods forskelligheder har et grundlæggende interessefællesskab.

Det afgørende skel i samfundet – og det der burde være det centrale udgangspunkt for enhver politik på centrum-venstrefløjen – er den interesseforskel, som eksisterer mellem arbejdstager og arbejdsgiver. En anelse forenklet, så gælder det stadig: At enten lever man af at sælge sin arbejdskraft eller også af at købe den. Og afhængig af det gruppetilhørsforhold har man naturligt helt forskellige interesser.

En arbejdsgiver – eller virksomhedsejer om man vil – lever af, at der er så stor forskel mellem den løn, han skal udbetale til arbejdstager, og værdien af det produkt, denne har skabt, som overhovedet muligt.

Sælger man derimod sin arbejdskraft, ønsker man, at forskellen er så lille som muligt, og at man får en rimelig andel (i form af løn) af den værdi, man skaber.

Det betyder ikke, at man skal bekrige hinanden, eller at nogle er onde, og andre er gode.

Det betyder bare, at står man ikke relativt samlet på den ene side af det interesseskel, så står man unødigt svagt, og uligheden og uretfærdigheden har gode kår for at vokse. Det er netop, hvad vi ser i disse år.

En af de største udfordringer er, at det gang på gang lykkes højrefløjen at italesætte en kunstig modsætning inden for gruppen af lønmodtagere, som store dele af centrum-venstrefløjen så langsomt accepterer som sandfærdig i et misforstået forsøg på at undgå vælgerflugt. Hvilket så – paradoksalt nok – netop får centrumvenstrefløjens projekt til at fremstå som usammenhængende og vælgerne til at flygte.

Men grundlæggende er de fleste af os arbejdere – nogle i kitler, nogle i skjorte og slips og andre igen i kedeldragt – men stadig arbejdere, eller lønmodtagere om man vil.

Østarbejderen som syndebuk

I den føromtalte kronik peger man på økonomien som central i en centrum-venstretilgang – det er den røde tråd, som de skriver. Hvad, vi præcist skal forstå ved det, forbliver abstrakt. Regnestykket gøres ikke færdigt, og man gør sig derfor skyldig i et par vigtige fejlanalyser.

Ikke mindst får man sparket til østarbejderne, problematiseret multikulturalismen og – som nævnt – i den grad reproduceret den kunstige skillelinje mellem akademikere og arbejdere.

Østarbejderen er et godt eksempel i denne sammenhæng, for er det hans/hendes skyld, at arbejdsgiveren underbetaler? Nej, i en centrum-venstreanalyse er det virkelige problem selvfølgelig, at arbejdsgiveren udnytter en svagere stillet arbejdstager. Objektet for kritikken bør altså være arbejdsgiveren, men fordi man er så forhippet på at tækkes den fiktive ‘arbejder’, der i denne optik selvfølgelig ikke evner at forstå lettere komplicerede problemstillinger, går man efter det, man antager må provokere ham, når han sidder med sin lunke øl og skumler i kolonihaven: østarbejderen, der stjæler hans job.

Stereotyperne står i kø, og det er ikke bare om ’de andre’, men i ligeså høj grad ’arbejderen’, der ikke kan genkende sig selv, og derfor svigter centrum-venstrefløjen.

Der må enhed til

Hver gang det lykkes at sætte en kile ind i den gruppe, der burde stå samlet – om det så er indvandrere over for indfødte, ledige over for ikkeledige eller akademikere over for industriarbejdere – undergraver man centrumvenstrefløjens projekt.

Forsøg på at splitte arbejdstagerne har altid været et af højrefløjens vigtigste redskaber. Problemet opstår, når venstrefløjen accepterer den fortælling i stedet for at insistere på enhed og samling over for arbejdsgiverne og de borgerlige kræfter.

Derudover så må et centrum-venstreprojekt pr. definition være internationalt. Internationalisme og enhed er den røde tråd, som den danske centrum-venstrefløj har så svært ved at finde.

Akademikere, offentlige ansatte, HK’ere, industriarbejdere og ledige – foren jer. I har – om ikke en verden at vinde – så i hvert fald en tabt dagsorden og en masse indflydelse at vinde.