Bizarro nr. 3

Innvandringspolitiske hensyn?

Det har blitt et refreng å imøtegå kritikken mot dagens innvandringspolitikk med beskyldninger om at det kun handler om føleri, selv om kritikken baserer seg på fakta. Selv Olins dokumentar "De andre" baserer seg på fakta. Faktiske mennesker og faktiske skjebner. 

Av Wilfred Hildonen, Nye Meninger, Dagsavisen 29.10.12

Slikt er vanskelig å imøtegå. Det er også vanskelig å imøtegå at Norge faktisk bryter mot den Barnekonvensjonen som de selv har ratifisert og undertegnet, med henvisninger til det ganske ulne og upresise begrepet "innvandringspolitiske hensyn". Hvis man er så interesserte i å forholde seg til fakta, ville det vært interessant å få vite eksakt hva dette begrepet er ment å dekke.  

En Tybring-Gjedde mister all sympati straks en av guttene i filmen til Olin sier at han ikke kan forstå hvordan et land som Norge kan behandle mennesker slik. Jeg mistenker at Tybring-Gjeddes sympati aldri stakk særlig dypt, om den noensinne fantes.

Men hva annet uttrykker han enn en emosjonelt ladet reaksjon? Tenke seg til at denne unggutten kan finne på å kritisere Norge! 

Siden når har akkurat det vært forbudt, kan man undre seg? Det ser dessuten ut som de ansvarlige myndighetene selv innser at eksperimentet Salhus ikke fungerte slik det var tenkt. Det igjen kan tyde på at unggutten hadde belegg for å undre seg over den behandlingen han og mange andre, blant dem mange barn som har levd hele sitt liv i Norge, blir til del. 

Hvorfor blir slike som Tybring-Gjedde opprørte over at noen kan stille spørsmål ved Norges gode hensikt? De tror kanskje at slikt som Bastøy, behandlingen av tatere og deportasjonen av jøder til en sikker død, er noe som bare hører fortiden til og at slikt aldri kan skje igjen? Da er jeg redd for at de uttrykker en dyp naivitet, i beste fall. 

Hvis vi ikke vil at slikt skal skje igjen, hjelper det lite om ansvarlige myndigheter bedyrer sin uskyld og møter kritikk med simple herskerteknikker som f.eks. dette refrenget om føleri. 

Javisst blir mennesker opprørte, men ikke uten grunn. Den jevne mann og kvinne har så mye anstendighet i behold, at de reagerer på urettferdig behandling av sine medmennesker. Javisst stemmer det også at den førte politikken har støtte blant de brede lag av folket, men hvorfor? Kan ikke det ha noe med hvordan situasjonen fremstilles? Denne fremstillingen er ikke nødvendigvis faktabasert men dreier seg om politisk spinn, for å forsøke å fremme visse holdninger. Ta for eksempel dette med asylsøkere og identitetsbevis. Det hersker en utbredt oppfatning om at de aller fleste forsøker å skjule sin identitet. Faktiske tall viser at det forholder seg tvert om. Den overveldende majoriteten identifiserer seg og der dette er problematisk på grunn av manglende dokumentasjon, forsøker de å bistå myndighetene etter beste evne. 

Dette er kun ett eksempel på hvordan tingenes tilstand blir fremstilt på feil måte. Det finnes mange andre. Med hvilken hensikt gjør man dette, kan man spørre seg? Er det bevisste forsøk på å fremstille virkeligheten i et bestemt lys, eller ganske enkelt fordreie virkeligheten for å fremme visse saker?

Hvis man har en uendelig tillit til myndighetene, tror man kanskje på at alt de kommer med, er i overenstemmelse med fakta, men dette er en farlig naiv holdning. For at et demokrati skal fungere, er det viktig at medborgerne forholder seg kritiske. For at et samfunn skal fungere, er det også viktig at vi ikke kobler ut vår samvittighet  til fordel for økonomiske hensyn, for eksempel. Ja, det er viktig å vite hva ting koster, men siden når ble økonomien det endelige mål på menneskeverd? La oss håpe at vi ikke har kommet dithen enda. 

Økonomi er forresten en underlig sport. Innvandring koster, hevder noen, mere enn det smaker - men er det ikke også slik at det koster desto mere om vi forhindrer folk fra å delta? Er det ikke mangel på integrering som koster? Og er denne mangelen alltid innvandrerens feil eller kan det tenkes at det også her behøves det to til for å danse tango? 

Man kan kanskje hevde at noe koster for mye ved å henvise til dagens situasjon og dermed har man forholdt seg til fakta, men har man derved sagt alt som er verdt å si? Er det ikke slik at fremtiden inneholder muligheter som det gjelder å benytte seg av? For å benytte seg av disse, gjelder det å være åpen for muligheter og være rede til å benytte seg av dem. Blant disse mulighetene finnes det vi kaller menneskelige ressurser. Om vi forholder oss byråkratiske til disse, vil antagelig mange slike ressurser gå til spille. 

Hvordan får vi så øye på de menneskelige ressursene? Ved å forholde oss til enkeltmennesker og individer. Andre utveier gis ikke. Hvis vi velger å forholde oss til disse kun som sifre i en statistikk, så er det ikke så sikkert at vi kan kalle dette for fakta, hvis fakta er ment å si noe om virkeligheten. Det som motstanderne av "føleri" ofte feilaktig fremstiller som fakta, er egentlig midler til å skjule virkeligheten for oss. Vi reduserer virkeligheten til tall og statistikker og "innvandringspolitiske hensyn", til prinsipper og trender. Det er så mye enklere å forholde seg til det enn å måtte se den nakne virkeligheten inn i øynene.

Den kan stirre anklagende tilbake.  

Apropos fredsprisen

EU – en av Nobels fredsforkjempere?

Publisert 13. oktober 

Alle kan diskutere fred, EU og om EU fortjener en fredspris, men spørsmålet som må stilles først er om EU fortjener Nobels fredspris. For å kunne svare må man vite hva Nobel selv ønsket å støtte med sine penger.

Hva ønsket Nobel selv å støtte med sine penger? Svaret på det er å lese i Nobels testament, det er enkelt og entydig uttrykt og ikke til å misforstå – om man ikke insisterer på å misforstå, slik Jagland og Lundestad gjør.

Av Fredrik S. Heffermehl, Nye Meninger, Dagsavisen 13.10.12

Gjennom fem år har jeg ikke registrert noen interesse for svaret, verken fra Stortinget eller Nobelkomiteens side. De har nemlig et problem. Nobel ba ikke Stortinget hjelpe ham med å utdele ”en fredspris,” men en pris for ”fredsförfäktare” og han forklarte nøyaktig hvem han da hadde i tankene og hvilken løsning på fredens problem han ville støtte.

Viktige begrep i Nobels beskrivelse var nedrustning, fredskongresser. Den som går inn i stoffet, slik jeg har gjort i flere bøker, vil fort gjenkjenne språkbruken i 1890-årenes bevegelse for et dyptgående samarbeide, utvikle folkeretten og globale institusjoner, gjøre det mulig å få brutt militarismens dynamikk og få etablert en global fredsorden, som Nobel kalte et ”folkens (nasjonenes) förbrödrande.” I all diskusjon om Nobelprisene må disse begrepene, altså Nobels beskrivelse av formålet og hva slag fredsarbeid han ville støtte, være utgangspunktet.

EU stryker med ettersmell på to hovedkriterier. Organisasjonen har ikke ambisjoner om en global fredsorden, men om å hevde seg som en regional stormakt. EU søker heller ikke demilitarisering av internasjonale relasjoner. Tvert imot, unionen handler mye om opprustning og våpenprogrammer, EU-hær, innsatsstyrker, økt produksjon og handel med våpen. Som konstatert av det internasjonale fredsbyrået, IPB (en fredsforkjemper som fortsatt er i live takket være Nobelprisen i 1910) så har EU og medlemsland vært engasjert i noen av de blodigste krigene i vår tid, Irak, Afghanistan, Kosovo, Libya.

 Gjennom to medlemsland har unionen atomvåpen, Frankrike og Storbritannia er en urokkelig motstander av fredsforkjemperne som strever for å få til en avtale om å avskaffe verdens atomvåpen. Tre av de tyngste medlemslandene er blant verdens største våpeneksportører, England, Frankrike, Tyskland. En viktig detalj i EUs regelverk gjør unionen til en sterk pådriver for militær opprustning, landene kan ikke stimulere økonomien gjennom statstilskudd, men forsvarsindustri er her unntatt.

Komitéleder Jagland og sekretær Lundestad har lenge drømt om å gi Nobelprisen til EU. Det kunne kanskje latt seg forsvare i EUs aller første år, men i dag er unionen langt fra å bidra til det nye system for internasjonale relasjoner som Nobel ville støtte. Jeg trodde dette var så opplagt at EU ikke kunne gis prisen at det var unødvendig å påpeke det. Dessuten har jeg erfart at argumenter ikke hjelper, all dokumentasjon av Nobels formål har hittil vist seg fåfengt, Stortinget og komiteen turer frem med å lage sin egen pris og frata det fredsarbeid Nobel ville støtte de pengene som etter loven tilkommer dem.

I år forelå dessuten en ordre 21. mars 2012 fra svenske stiftelsestilsynet om å lese testamentets formålsbeskrivelse og følge det, altså full støtte til det syn jeg har fremmet. Det ble også minnet om at Nobelstiftelsen i Stockholm er overordnet og har ansvar for at også de norske utdelingene respekterer sitt mandat og Alfred Nobels hensikt med prisen. Hvordan kan Jagland, som i Europarådet skal fremme demokrati og rettssikkerhet, være så uetterrettelig i alt han sier om fredsprisen og ta så lett på loven, og på pålegg fra stiftelsestilsynet? Nobelprisen for 2012 er en ny skandale.

Fredrik S. Heffermehl, jurist og forfatter

Bizarro nr. 2

Folkeskolen i Danmark skal være det beste alternativ, sier Line Kjærgaard Larsen. Redaktøren i "Den Røde Blogg" støtter hennes syn. Den offentlige skolen i Norge fortjener den samme oppmerksomheten.

Privatskoler besværliggør demokratisk dannelse

Privatskoler medfører en uhensigtsmæssig opdeling af ressourcestærke og mindre ressourcestærke elever, hvilket hindrer eleverne i at møde samfundets mangfoldighed. Det besværliggør den demokratiske dannelse, hvorfor folkeskolen bør prioriteres på bekostning af privatskolerne.

Av Line Kjærgaard Larsen, Information 20.10.12

For halvandet år siden vikarierede jeg i en 9.klasse på en af Københavns attraktive privatskoler. Klassen havde eksisteret i to år, og alle eleverne havde det til fælles, at de var kommet til fra forskellige folkeskoler og var så velbegavede, at de havde bestået skolens optagelsesprøve for nye elever. Og knap var jeg trådt ind i klassen, førend jeg blev vidne til en foruroligende ’os og dem’- diskurs, som herskede blandt alle eleverne, og som skabte et stærkt fællesskab imellem dem:

»Privatskoler er for de kloge – folkeskolen er for tabere – dem, der har gået i folkeskole, ender som rengøringskoner, skraldemænd og sosu-hjælpere – det er elever fra privatskoler, der bliver jurister, læger og dets lige – dem fra min gamle klasse var papdumme.«

Og det fortsatte ud af den tangent. Eleverne gav udtryk for endelig »at have hævet sig over pøblen,« som en dreng så klart formulerede det, og alle var enige om, hvor befriende det var, at være på samme faglige niveau og komme fra hjem, der mindede om hinanden. Og de har ret: Det er ubeskrivelig dejligt at være sammen med ligesindede. Det er uforstyrrende og trygt. Men det er også farligt for demokratiet, hvis vi vender os til kun at omgås mennesker, der ligner os selv.

Demokratisk dannelse i det moderne samfund

Ifølge den tyske sociolog Thomas Ziehe er en af konsekvenserne af det moderne samfund en øget individualisering. Ziehe påpeger, at der er flere positive ting ved denne tendens, men at den samtidig bidrager til en uhensigtsmæssig selvcentrering, som i undervisningen giver sig udslag i spørgsmål som ‘og hvad har det så med mig at gøre?‘ Denne selvreference hos mange elever betyder, at det eneste, der har rigtig relevans for dem og kan fange deres opmærksomhed, er det, de kan referere direkte til dem selv, hvilket jeg ser 9.klasses ’os-og dem’ diskurs som et udtryk for.

Når den velvillige lærer derfor forsøger at tilpasse undervisningen til elevernes horisonter for at imødekomme deres selvreference og dermed skabe grobund for større identifikation og motivation hos eleverne, opereres der ud fra det perspektiv, som Ziehe kalder identitetsdiskurs. Og det har den negative konsekvens, at eleverne kun understøttes i det, de allerede ved og tænker om sig selv, andre og verden. Og på en privatskole er der, efter min mening, en øget risiko for praktisering af en sådan identitetsdiskurs.

Jeg er af den opfattelse, at det er vigtigt og befordrende for læring og motivation, at eleverne mødes dér, hvor de er og får lov at lære med udgangspunkt i det, de allerede ved. Men pointen er, at vi ikke må efterlade eleverne dér; at vi ikke må nøjes med at føje dem i deres selvcentrering. Vi skal derimod indføre det, Ziehe betegner som ’god anderledeshed’, fordi det kan modvirke tendensen til selvcentrering. Det vil sige: Vi skal ryste eleverne, provokere dem, overraske dem og præsentere dem for alt det, der er anderledes, alt det, der ikke passer ind i deres kasser og forestillinger om den verden, der omgiver dem. For lige præcis dér er der virkelig potentiale for læring, udvikling og demokratisk dannelse, som sætter eleverne i stand til at erkende, forstå og acceptere forskelligheder. Og en sådan dannelse er netop en hjørnesten i folkeskolens formålsparagraf, hvor der står at skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Undervisning med fokus på ’god anderledeshed’ og demokratisk dannelse kan naturligvis finde sted i folkeskoler såvel som i privatskoler. Men min påstand er, at den gode anderledeshed har de allerbedste betingelser i folkeskolen, fordi forskelligheden, som den næres af, findes i klasselokalet, i nogle geografiske områder mere end andre. Privatskoler er i modsætning hertil ofte mere polariserede. Det kan fx vise sig ved, at skolen har et religiøst livssyn, fx kristne eller muslimske privatskoler, at den bygger på en særlig pædagogisk tænkning, eller at skolen, som jeg oplevede det, det sted hvor jeg var vikar, har en særlig selektiv optagelsesprocedure, fx frasortering af bogligt svage elever. Og der er nu noget paradoksalt i først at skille alt det ’anderledes’ fra, som det sker på mange privatskoler, for derefter at forsøge at genindføre anderledesheden i klasserummet – og her vel at mærke med et outsiderperspektiv. Det gør i hvert fald den dannelsesmæssige udfordring så meget desto større.

Men hvad så med fagligheden, vil nogen måske spørge? Giver man ikke køb på den, når man så ensidigt fokuserer på demokratisk dannelse? Nej, det mener jeg ikke. Jeg er faktisk overbevist om, at netop arbejdet med god anderledeshed og demokratisk dannelse giver en styrket faglighed. Det mener jeg, fordi de kompetencer, som dette arbejde kan være med til at udvikle hos eleverne, er altafgørende for, at de kan lære at navigere i det moderne videnssamfund, kendetegnet ved sin uudtømmelige kilde af viden, som det konstant bombarderer sine borgere med gennem medier og Internet. Og i et samfund hvor viden er blevet tilgængelig for enhver – veluddannet som uuddannet – må det være skolens vigtigste opgave, at eleverne udvikler redskaber til at søge og finde frem til relevant viden og forholde sig kritisk til den – både inden og uden for skolen. Og det er, hvad man i det moderne samfund kan betegne som faglighed af højeste karat.

Folkeskolen skal være det bedste alternativ

Det står dog lysende klart, at nogle af de folkeskoler, hvor eleverne i den omtalte 9.klasse har gået, har fejlet, for der har naturligvis været en grund til, at eleverne flyttede skole. Lukninger af lokale skoler, dårlig faglighed, mobning. Listen er lang. Men løsningen er ikke at flytte elever fra folkeskoler til privatskoler. Det fjerner i bedste fald kun den udløsende faktor, som gjorde, at eleverne flyttede skole. I 9.klassen oplevede jeg nogle elever, som muligvis fik større faglige udfordringer af at komme på privatskole, men som på alle andre områder blot blev bekræftet i deres egne opfattelser og forestillinger om verden – og i særdeleshed forestillinger om de andre, mindre privilegerede, som de ikke ville røre med en ildtang. Og kaster vi et blik på PISA-studierne, viser de ganske entydigt, at lande som fx Canada og Finland, med en meget lille andel af elever på privatskoler, har en meget højere testscore end lande med mange privatskoler. Grunden er formentlig, at det har en meget positiv afsmitning på ressourcesvage elever at gå i skole sammen med ressourcestærke elever, og at det således hæver det faglige niveau.

Vi skal derfor styrke folkeskolen og gøre den til det absolut bedste alternativ. Men det kræver en større økonomisk prioritering af folkeskolen frem for privatskolerne. Privatskoler modtager i dag godt 75% af det beløb, folkeskoler modtager pr. elev. Dertil skal lægges forældrenes egenbetaling. Privatskolerne får således tildelt ligeså mange økonomiske ressourcer som folkeskolen, selvom deres elevgruppe er udvalgt mere selektivt og derfor oftest ikke kræver ligeså mange ressourcer, som der er brug for i folkeskolen.

Men ekstra økonomiske ressourcer er naturligvis ikke nok. Der skal også en holdningsændring til og en vilje til at ville investere i fællesskabet. For hvis de ressourcestærke forældre trækker deres børn ud af folkeskolen og sender dem i privatskoler sammen med andre ressourcestærke børn, ender vi med at skabe et delt samfund, hvor de privilegerede fra eliten går på privatskoler, mens resten går i en folkeskole, som får sværere og sværere ved at løfte den store sociale opgave det er at undervise elever med færre ressourcer.

Men lykkes det til gengæld at gøre folkeskolen til det bedste alternativ og dermed undgå den stigende elevflugt fra folkeskolen til privatskolerne, vil det med stor sandsynlighed give både dygtigere og mere demokratisk dannede elever, der vil være bedre rustede til at navigere i det moderne, komplekse samfund.

He May Be a Communist

Om venstresiden i Danmark...

Akademikere og arbejdere – foren jer

Når venstrefløjen forsøger at tale til ’arbejderen’ frem for ’akademikeren’ går den højrefløjens ærinde. Fremfor at samle lønmodtagerne, bidrager man til splittelsen. Og udhuler venstrefløjens projekt.

Av Brian Esbesen, Information 23.10.12

Venstrefløjspartierne i Danmark fremstiller sig selv som nytænkende og taler om at solidarisere sig med arbejderen, men der er intet nyt i den arbejderromantisering. Og den er hul, da mange politikere aldrig har haft fysisk arbejde. 

Den danske centrumvenstrefløj oplever i disse år, trods regeringsmagten en nedtur og en vælgerflugt af historiske dimensioner. Midt i denne ruinhob forsøger forskellige profiler og meningsdannere at forny og revitalisere den demokratiske socialisme, der på mange måder udgør det fundament, som den moderne skandinaviske velfærdsstat er bygget på.

Nogle slipper heldigere fra den øvelse end andre. For et par måneder siden forsøgte Henrik Sass Larsen og en række medforfattere med kronikken »Socialdemokraterne er bedst for Danmark«, hvilket var så sørgeligt et bidrag, at det end ikke blev kritiseret.

I en kronik i Politiken den 13. oktober, kommer Nanna Westerby, Simon Tøgern, Lars Olsen, Peter Hummelgaard Thomsen og Gry Möger Poulsen dog et skridt videre. Under overskriften »Venstrepopulisme, ja tak« forsøger de fem kronikører at (gen)rejse centrum-venstrefløjens projekt.

Deres oplæg er faktisk værd at diskutere, men desværre først og fremmest fordi kronikken sammenfatter og udstiller alt det, der i høj grad er hovedproblemet for centrumvenstrefløjen: Man har lagt sig fladt ned på maven værdipolitisk og splitter de lønmodtagere, man burde samle og appellere til som én gruppe.

Kronikørerne fremfører at centrumvenstrefløjens projekt ikke er tilstrækkeligt populistisk – særligt skal der mere fokus på den rigtige arbejder og dennes præferencer. Kronikken, som tages under kærlig behandling her, står ikke alene. Den udtrykker tværtimod en mere generel tendens, og jeg vil mene, at det er lignende tanker, der næsten har smadretSF og gav Socialdemokraterne det dårligste valgresultat i 100 år ved sidste års folketingsvalg.

Gentager historisk fejl

Det var i forbindelse med SRSF’s skattereform, at den ’hårdtarbejdende leverpostejmad-smørende kansas-klædte’ dansker for første gang rigtigt blev forsøgt italesat. Han/hun var den ’rigtige’ arbejder, og den, der skulle appelleres til.

Ironien er, at billedet af den ’rigtige arbejder’ på mange måde er elitært og ofte føres frem af akademikere, der næppe har set en fabrik indefra.

Man fremstiller det som nytænkning, men der er intet nyt i den arbejderromantisering. Tværtimod. Helt uden sammenligning i øvrigt var det præcis den samme kortslutning, man så i 1960’erne og 1970’erne. Lige fra Maos kulturrevolution i Kina – hvor intellektuelle blev forfulgt og nærmest anset som større fjender af revolutionen end kapitalismen – til den yderste venstrefløj i Danmark, der ligeledes led af et forstyrret og romantiseret billede af arbejderen. I Vesttyskland gik flere medlemmer Rote Armee Fraktion hele vejen og blev selv industri- og fabriksarbejdere, da det netop var det absolut ypperste og fineste man overhovedet kunne forestille sig.

Det er pudsigt at se venstrefløjen gentage den fejl. Ud over førnævnte kronikører har særligt SF’s næstformand, Mattias Tesfaye, kørt hårdt på med arbejderromantiseringen på bekostning af den gruppe, der er skyldige i at besidde en længere uddannelse.

Da SF i september modsatte sig et forslag om bedre økonomiske forhold for de studerende, blev det således fremhævet som en decideret sejr til Tesfaye – netop med henvisning til at de største SU-forbrugere er akademikere.

I et forsøg på at appellere til denne lidt enfoldige idealarbejder, der må føle sig lige så karikeret i det billede, som akademikeren gør, medvirker man til at splitte den store gruppe af lønmodtagere, der trods forskelligheder har et grundlæggende interessefællesskab.

Det afgørende skel i samfundet – og det der burde være det centrale udgangspunkt for enhver politik på centrum-venstrefløjen – er den interesseforskel, som eksisterer mellem arbejdstager og arbejdsgiver. En anelse forenklet, så gælder det stadig: At enten lever man af at sælge sin arbejdskraft eller også af at købe den. Og afhængig af det gruppetilhørsforhold har man naturligt helt forskellige interesser.

En arbejdsgiver – eller virksomhedsejer om man vil – lever af, at der er så stor forskel mellem den løn, han skal udbetale til arbejdstager, og værdien af det produkt, denne har skabt, som overhovedet muligt.

Sælger man derimod sin arbejdskraft, ønsker man, at forskellen er så lille som muligt, og at man får en rimelig andel (i form af løn) af den værdi, man skaber.

Det betyder ikke, at man skal bekrige hinanden, eller at nogle er onde, og andre er gode.

Det betyder bare, at står man ikke relativt samlet på den ene side af det interesseskel, så står man unødigt svagt, og uligheden og uretfærdigheden har gode kår for at vokse. Det er netop, hvad vi ser i disse år.

En af de største udfordringer er, at det gang på gang lykkes højrefløjen at italesætte en kunstig modsætning inden for gruppen af lønmodtagere, som store dele af centrum-venstrefløjen så langsomt accepterer som sandfærdig i et misforstået forsøg på at undgå vælgerflugt. Hvilket så – paradoksalt nok – netop får centrumvenstrefløjens projekt til at fremstå som usammenhængende og vælgerne til at flygte.

Men grundlæggende er de fleste af os arbejdere – nogle i kitler, nogle i skjorte og slips og andre igen i kedeldragt – men stadig arbejdere, eller lønmodtagere om man vil.

Østarbejderen som syndebuk

I den føromtalte kronik peger man på økonomien som central i en centrum-venstretilgang – det er den røde tråd, som de skriver. Hvad, vi præcist skal forstå ved det, forbliver abstrakt. Regnestykket gøres ikke færdigt, og man gør sig derfor skyldig i et par vigtige fejlanalyser.

Ikke mindst får man sparket til østarbejderne, problematiseret multikulturalismen og – som nævnt – i den grad reproduceret den kunstige skillelinje mellem akademikere og arbejdere.

Østarbejderen er et godt eksempel i denne sammenhæng, for er det hans/hendes skyld, at arbejdsgiveren underbetaler? Nej, i en centrum-venstreanalyse er det virkelige problem selvfølgelig, at arbejdsgiveren udnytter en svagere stillet arbejdstager. Objektet for kritikken bør altså være arbejdsgiveren, men fordi man er så forhippet på at tækkes den fiktive ‘arbejder’, der i denne optik selvfølgelig ikke evner at forstå lettere komplicerede problemstillinger, går man efter det, man antager må provokere ham, når han sidder med sin lunke øl og skumler i kolonihaven: østarbejderen, der stjæler hans job.

Stereotyperne står i kø, og det er ikke bare om ’de andre’, men i ligeså høj grad ’arbejderen’, der ikke kan genkende sig selv, og derfor svigter centrum-venstrefløjen.

Der må enhed til

Hver gang det lykkes at sætte en kile ind i den gruppe, der burde stå samlet – om det så er indvandrere over for indfødte, ledige over for ikkeledige eller akademikere over for industriarbejdere – undergraver man centrumvenstrefløjens projekt.

Forsøg på at splitte arbejdstagerne har altid været et af højrefløjens vigtigste redskaber. Problemet opstår, når venstrefløjen accepterer den fortælling i stedet for at insistere på enhed og samling over for arbejdsgiverne og de borgerlige kræfter.

Derudover så må et centrum-venstreprojekt pr. definition være internationalt. Internationalisme og enhed er den røde tråd, som den danske centrum-venstrefløj har så svært ved at finde.

Akademikere, offentlige ansatte, HK’ere, industriarbejdere og ledige – foren jer. I har – om ikke en verden at vinde – så i hvert fald en tabt dagsorden og en masse indflydelse at vinde.

Bizarro

Moxnes ser rødt.

MOT OVERVÅKING: Rød Ungdom demonstrerte i november 2010 utenfor den amerikanske ambassaden i Oslo. Partiet Rødt venter fremdeles på svar fra politiet, etter at de samme år anmeldte agentene som hadde bedrevet ulovlig overvåking for ambassaden.

Truer med Strasbourg

Av Simen Tallaksen, Klassekampen 19.10.12

LUT LEI: Statsadvokaten har rotet bort Rødts anmeldelse av agentene som bedrev ulovlig overvåking i Norge. Nå truer Bjørnar Moxnes med å ta saken videre til menneskerettighetsdomstolen.

I november 2010 anmeldte partiet Rødt de ni agentene som hadde bedrevet ulovlig overvåking i Norge for den amerikanske ambassaden.

Nesten to år seinere har partiet fremdeles ikke fått et svar på hva som skjer med anmeldelsen.

- I fjor sommer ble anmeldelsen henlagt av Østfold politidistrikt, men like etter klagde vi denne avgjørelsen videre til Riksadvokaten. Nå venter vi fremdeles på et svar, sier Rødt-leder Bjørnar Moxnes.

Ingen konsekvenser

Høsten 2010 avslørte TV2 at flere tidligere norske polititopper hadde drevet ulovlig overvåking i Norge, på oppdrag fra den amerikanske ambassaden.

Saken har ikke fått noen rettslige konsekvenser, og tidligere denne uken ble det også klart at agentene får skatteamnesti og slipper rettslig forfølgelse for at de ikke hadde skattet av inntektene de fikk fra den hemmelige jobben.

Moxnes er opprørt over at den amerikanske overvåkingen ikke har fått noen konsekvenser, på tross av at den er et klart brudd på både norsk lov og folkeretten.

- Siden norske myndigheter ikke har gjort noe, betyr det at det er fritt fram for utenlandske makter å drive denne typen overvåking på norsk jord, sier han.

Vil ta saken videre

Nå truer Rødt-lederen med å ta saken videre til den europeiske menneskerettighetsdomstolen i Strasbourg.

- Dette er en alvorlig sak som både bryter med den såkalte spionparagrafen og med den europeiske menneskerettighetskonvensjonen. Når norske myndigheter ikke ønsker å gjøre noe, vil vi ta saken videre for å prøve den i Strasbourg, sier han.

Han viser til at den europeiske menneskerettighetskonvensjonen står over norsk lov.

- Dette er en krenkelse av norsk suverenitet, og en krenkelse av personvernet til alle som har blitt ulovlig registrert, sier Moxnes.

Finner ikke anmeldelsen

Etter over ett års venting, begynner Rødt å bli utålmodige på å få et svar på sin klage til riksadvokaten. Om den blir avvist, sier Moxnes at de vil ta den videre til Strasbourg.

Klassekampen har forsøkt å få et svar på hvorfor saksbehandlingen av Rødts anmeldelse snart har tatt ett år.

Ved riksadvokaten blir vi informert om at saken ble ferdig behandlet og sendt videre til statsadvokaten i Oslo allerede i november i fjor.

Her stopper sporet.

- Vi leter etter dokumentene, forklarer en saksbehandler hos statsadvokaten.

- Hva betyr det? Har dere ikke behandlet saken?

- Det har jeg ikke myndighet til å svare på.

- Betyr det at dere først begynte å lete etter at Rødt kontaktet dere denne uken?

- Det kan jeg ikke si noe om. Du må ringe igjen når vi har funnet dokumentene.

- Uprofesjonelt

Moxnes forteller at han fikk det samme svaret da han tok kontakt denne uken.

- Vi fikk beskjed om at de ikke kunne si noe som helst, og at de ikke fant dokumentene.

- Hvordan reagerer dere på denne saksbehandlingen?

- Dette virker både uprofesjonelt og merkelig. Denne saken har versert i riksmediene, og vi hadde TV2 med oss da vi leverte klagen. Så da er det veldig rart at de nå ikke finner saken, sier Moxnes.

I tillegg til anmeldelsen, sendte partiet også et brev til både den amerikanske ambassaden og det norske Utenriksdepartementet.

Der ba de om å få vite om noen av Rødts medlemmer har blitt overvåket, og om denne informasjonen ville bli slettet.

- Vi fikk aldri et svar her heller. Det har vært taushet fra alle parter, og derfor kan det være nødvendig å ta saken videre til Strasbourg, sier Moxnes.

Erik S. Reinert om finanskrisa

Finanskrise i Andeby.

Erik S. Reinert, Res Publica 30.06.12

Senere i år fyller vestens finanskrise sitt fem-årsjubileum. Oppfatningen av hvor alvorlig dette er har siden starten gått i bølger. Nå har det greske folks sosiale nød rykket oss nærmere, og samtidig aner vi at Helles kanskje bare er den første av en rekke dominobrikker som etter hvert vil falle. I mellomtiden har norsk politisk retorikk endret seg. I begynnelsen fikk vi høre at det var banker vi skulle redde, siden ble det land, men i det siste – når det greske folks sosiale nød er rykket oss nærmere – blir vi fortalt at det er mennesker Norge skal hjelpe til å redde.

Her brukes det enorme, og stadig større, summer på å løse et gjeldsproblem som tilsynelatende likevel ikke blir mer håndterbart. Hva er det egentlig som foregår? Under Vietnamkrigen gikk det etter hvert opp for USA et de stod foran et problem som ikke kunne løses uansett hvor mye penger man kastet etter det. Muligens er finanskrisen et problem av samme type. Et problem som rett og slett ikke kan løses gjennom pengebevilgninger.

Situasjonen kan forsøkes forklart gjennom å redusere økonomien til en enkel modell, til Andeby slik den er udødeliggjort av Disneys tegnere. I Andeby – den opprinnelige versjonen – sitter Onkel Skrue på en enorm pengebinge og bruker innholdet, kapitalen, utelukkende til å bade i. Sett så at Andebys innbyggere låner mer penger av Skrue enn de er istand til å betale tilbake. Skrue blir her bildet på finanssektoren i Vestens økonomi. Man må forestille seg at Skrue – dvs finanssektoren – insisterer på å kreve tilbakebetaling av en gjeld Andebys innbyggere ikke kan betale uten å selge sin hus, og uten å kutte ned på forbruket også av nødvendighetsartikler som medisiner og mat til barn. Slik gjeldsinnkreving er ikke hyggelig, men nøkkelen ligger ikke her, men i hva Onkel Skrue gjør med alle disse nye pengene. Bruker Skrue denne økte formuen bare til å øke størrelsen på pengebadekaret – investeres de ikke i realøkonomien igjen – har vi bildet på en stor finanskrise.

Kunnskap om finanskriser og advarslene mot dem er utgammel, og de finnes også i Bibelen. I lignelsen med de tre tjenerne som fikk utlevert mynter – kalt talenter – blir vi fortalt at tjeneren som grov ned pengene, han som i motsetning til de to andre ikke brukte pengene produktivt, ble straffet ved å bli kastet utenfor der de gråter og skjærer tenner. Bibelens negative ord for død kapital er mammon, og opphopning av slik uproduktiv kapital fordømmes. For 400 år siden forklarte filosofen Francis Bacon det samme på en mer folkelig måte: «Penger er som møkk, de gjør bare nytte for seg når de er spredd».

Mens vanlige forbrukere på begge sider av Atlanteren må redusere sitt forbruk, blir finanssektoren mer og mer som Skrue: de investerer lite av den nye kapitalen de får inn. Og dette er det logikk i: forgjeldete forbrukere som blir tvunget til å betale en gjeld som ofte er umulig å betale vil nødvendigvis forbruke mindre. Skatteinntektene blir mindre, og «underforbruket» hos folk flest gjør at det ikke er behov for nye investeringer. Investeringer blir mer risikable. Vi har skapt en typisk ond sirkel: underforbruket hos folk flest fører til en oversparing i passiv kapital som Onkel Skrues, og en nedadgående spiral av forbruk og skatteinntekter. Verden drukner tilsynelatende i gjeld, men denne gjelden har et eller annet sted sin motpostering som et tilgodehavende. Den er gjeld til noen.

Det er viktig å forstå at de pengene som verden nå samler sammen for å «redde» Hellas ikke havner i Hellas. De redder hverken land eller mennesker, men finansinstitusjoner. Det er flere enn én Onkel-Skrue-binge der ute, og den nye likviditeten som stadig skapes sirkulerer i praksis bare mellom ulike pengebinger som utgjør uproduktiv kapital. At det hele tiden skapes ny likviditet – nye penger skapes ut av løse luften – gjør at Euro-krisen mer enn noe annet nå ligner et pyramidespill som før eller siden må ryke.

Annerledeslandet Norge spiller her en interessant rolle. Oljefondet er delvis en Onkel-Skrue-binge, og for å holde pyramidespillet igang bidro Norge nylig med nær 54 milliarder kroner til IMF (Det internasjonale pengefondet). Vi dytter med andre ord frisk kapital inn i pyramidespillet og trygger dermed på kort sikt vårt eget oljefond.

Kapitalismens historie forteller oss at gjeld som ikke kan betales ikke vil bli betalt. Den samme historien forteller at kapitalismen ikke kan fungere uten at banker og andre bedrifter får gå konkurs. Det tragiske ved dagens situasjon er at stadig flere enkeltmennesker og hele samfunn nå blir drevet ut i ytterste fattigdom kun i den hensikt å utsette øyeblikket da pyramidespillet kollapser.

Erik S. Reinert

er siviløkonom (MBA Harvard) og sosialøkonom (Ph.D. Cornell) og spesialist på utviklingsteori og internasjonal handelsteori. Han er professor i Teknologi og Utviklingsstrategi ved Tallinn University of Technology i Estland, og leder stiftelsen The Other Canon som arbeider for et mer virkelighetsbasert økonomifag.

Apropos fredsprisen

DENGER LØS: En gresk politimann hamrer løs mot en demonstrant på bakken under en markering mot EU-pålagte kutt i Aten. FOTO: ARIS MESSINIS, AFP/SCANPIX


Av Joakim Møllersen, Sissel Henriksen og Yohan Shanmugaratnam, Klassekampen 13.10.12

Sjokk og vantro i Europa

RISTER PÅ HODET: EUs opptreden i den økonomiske krisa fører til økte motsetninger mellom folkegrupper, mener greske Yiorgos Vassalos. Han kaller fredsprisutdelingen «bisarr» - og får delvis støtte av Friends of Europe.

- Her på kontoret trodde alle det var en dårlig spøk, sier Yiorgos Vassalos til Klassekampen på telefon fra Brussel.

Grekeren jobber i tenketanken Corporate Europe Observatory (CEO), som blant annet arbeider for større åpenhet i EU. De siste årene har organisasjonen vært aktive kritikere av EUs håndtering av den økonomiske krisa.

- Tidspunktet er mildt sagt underlig. Se på hvordan EU behandler krisa. Det skaper enorme vanskeligheter for innbyggerne i landene og vi ser hvordan dette har bidratt til å skape motsetninger mellom nasjonene, i form av hat og stereotypier mellom folkegrupper. Grekerne kalles late og tyskerne nazister, bemerker Vassalos.

Han mener prisen framstår som en politisk beslutning for å gi EU troverdighet og legitimitet i en vanskelig tid hvor de sliter med støtte.

- Jeg lurer virkelig på hvem som skal ta imot denne prisen. Og hva med de ti millioner svenske kronene? Hva skal de gå til? Dette er bare bisart.

- Sjarmerende absurd

Giles Merritt, generalsekretær i Friends of Europe, mener prisen er «hyggelig», men stiller seg noe uforstående til den.

- Personlig mener jeg dette er heller bisart. Det var merkverdig når Obama fikk den nesten før han hadde satt seg ned i stolen i Det hvite hus, men dette overgår den prisen, sier han til Klassekampen.

- Det er jo selvfølgelig en hyggelig oppmuntring i ei vanskelig tid, og som Europa-venn må man jo takke for omtanken. Men jeg kan virkelig ikke se at dette hjelper verken Europa eller verdensfreden, uttaler Merritt.

- Det er en veldig hyggelig gest, men sjarmerende absurd.

Luís Bernardo, styremedlem i Attac Portugal, er også forundret.

- Jeg har blandede følelser om dette. EU - og spesielt EU-kommisjonen - har hatt en sterk og svært negativ innvirkning på søreuropeisk politikk og økonomi de siste fire årene, sier han til Klassekampen.

- Jeg har fått noen telefoner allerede, og de fleste reaksjonene er sjokk og vantro. Nobelprisen bærer på mye prestisje, og at prisen går til en institusjon som nå går gjennom så udemokratiske endringer, er utrolig. EU-kommisjonen får stadig mer makt, og Den europeiske sentralbanken (ECB) kan ikke stilles til ansvar av demokratiske institusjoner, sier han.

Jonas Sjöstedt, leder i det svenske Vänsterpartiet, kaller utdelingen et valg som er vanskelig å forstå.

- Euroen har bidratt til en svært dyp sosial og økonomisk krise. EUs politikk gjør millioner av mennesker fattige og arbeidsløse. Det øker spenningene i Europa, sier Sjöstedt, som tidligere har representert Vänsterpartiet i EU-parlamentet i elleve år.

- Rundt om i verden finnes mange modige mennesker som risikerer alt for fred og frihet som ville ha vært verdige vinnere, sier han til Klassekampen.

Mer enn fravær av krig

Beslutningen fra Nobelkomiteen i Oslo er åpenbart basert på et svært begrenset syn på verden, mener Wolfgang Gehrcke, talsmann for det tyske venstrepartiet Die Linke.

- EUs fredsstiftende virke i de mellomstatlige relasjonene i medlemslandene har allerede altfor lenge og ofte blitt motvirket gjennom de militære intervensjonene i konflikter rundt om i verden fra EU og EUs medlemsstater. EU bærer også et stort ansvar for den økonomiske utplyndringen av verden, sier Gehrcke til Klassekampen.

- Fred er mer enn bare fravær av krig. Dette kravet har Nobelkomiteen ikke ytt rettferdighet. Det har kommet bedre forslag fra det sivile samfunn på hvem som burde få Nobels fredspris. Statsfikseringen i Oslo er et mentalt hinder i arbeidet for å skape fred.

Jan Øberg, som leder Transnational Foundation for Peace and Future Research i Sverige, påpeker overfor Klassekampen at en av paragrafene i Lisboatraktaten sier at medlemslandene skal styrke militæret.

- Det er så vidt jeg vet den eneste internasjonale avtalen som krever at medlemmene skal ruste opp. Det eneste som står der om nedbygging av våpenkapasiteten er at man skal kunne nedruste andre land og organisasjoner utenfor unionen, sier Øberg.

Han er oppgitt over at det norske Stortinget oppnevner «egne eksmedlemmer» til å sitte i Nobelkomiteen og mener dette fører til at politikere gir prisen til politikere i stedet for fredsaktivister, intellektuelle og viktige stemmer i fredsarbeidet.

- Å dele ut en fredspris krever ekspertise på fredsfeltet. Når folk uten den nødvendige kunnskapen settes på saken, ser vi altså resultatet. Man kan lure på hvilken verden disse menneskene bor i, men det er åpenbart ikke den samme som resten av oss, sier han.

- Forestill deg at pensjonerte politikere skulle bestemt prisene i kjemi, fysikk, medisin eller litteratur. Det hadde blitt ramaskrik. Men fred! Der kan hvilken som helst uvitende gi ut en pris.

Pugh!

Fascismen er her allerede, kamerater!

Jobbik Magyarországért Mozgalom (Bevegelsen for et bedre Ungarn) 

er et nasjonalistisk, ungarsk politisk parti. 

Er fascismen en reel fare?

Storkapitalen er parat til at træde demokratiet under fode

kommunister.dk, 28.06.12

Den krise, som kapitalismen i Europa befinder sig i, har trukket det europæiske kontinent ud i den værste og mest ødelæggende situation siden tredivernes Europa, der som bekendt resulterede i den Anden Verdenskrig. De europæiske kapitalister, de store selskaber og monopolgrupper, tøver ikke med at tilsidesætte den borgerlige parlamentarisme og fjerne arbejderklassens demokratiske rettigheder for at sikre deres egen overlevelse. Det siger Søren Becher i en analyse af den europæiske krise og reaktionens offensiv. Søren Becher er medlem af landsledelsen i Kommunistisk Parti.

Konceptet er entydigt: Den europæiske arbejderklasse og den arbejdende befolkning i Europa skal med alle midler tvinges til at betale for kapitalismens krise. 

Krisen i den græske og i den italienske økonomi har fuldt ud dokumenteret hvor skruppelløs EU-kommissionen og storkapitalen optræder. I begge disse lande blev de borgerlige parlamenter sat ud af spillet over en nat. Det borgerlige demokrati blev erstattet et såkaldt »teknokratstyre« – eller af et EU-satellitkontor – bemandet af borgerlige liberale økonomer, der er godkendt af de store europæiske kapitalgrupper og Den Internationale Valutafond, IMF.

Søren Becher fremhæver Storspekulanten og kapitalisten Asger Åmund. Han har gjort sig til talsmand for en slags »folkestyre«, der i hovedsagen sammensættes af få men »kloge« borgerlige økonomer, der ved hvor og hvordan, der skal handles til fordel for de store banker, industrien og spekulanterne.  

Der er i dag ikke politisk opbakning til hans antidemokratiske ideer. Men det er symptomatisk for situationen i Europa, at storkapitalen er villig til at gennemføre markante indskrænkninger eller til helt at fjerne demokratiet for at sikre sig sin egen overlevelse.

 I takt med krisens udvikling har vi i stadig flere lande oplevet hvordan ekstreme højrepartier og grupper er vokset i omfang og styrke. De sidder i dag repræsenteret i en række nationale parlamenter. Årsagen til disse partier og gruppers vækst skyldes ikke mindst, at borgerskabet har haft held til at kanalisere arbejdernes vrede over fattigdom og social ydmygelse over i organiseret fremmed og racisme.

Disse partier og grupper vokser sig stærke på nationalistisk retorik, på et angiveligt forsvar for de nationale værdier, og på at forsvare de svage i samfundet. Men kendsgerningerne viser derimod, at de er forbundet med de mest reaktionære dele af borgerskabet, hvis interesser de tjener i deres kamp mod arbejderklassens faglige og politiske organisationer, siger Søren Becher.

 

To dansker skriver om fredsprisen...

Information 12.10.12

Heinrich R. Jørgensen

Barack Obama modtog prisen førend han udrettede det mindste. Han fik applaus for at have gjort ingenting. Følgelig var der ingen grund til at foretage sig noget — han var jo allerede anerkendt som klodens fredeligste mand.

Siden har de imperialistiske krige raset endnu vildere, end selv under hans forgængere. De systematiske drab på personer og folk USA ikke er i krig med, er øget markant (f.eks. droneangreb). USA har ændret lovgivning og indrettet faciliteter, der giver USA mulighed for at internere egne borgere i millionvis, og tilbageholde dem permanent.

Analysen om EU som et fredens projekt, hviler på skrønen om nationalstaterne som ufredens forehavender. Den tese er blevet gentaget så mange gange, at den anses for at være en doktrinær sandhed. Som så meget andet, er den analyse og konklusion overfladisk og usand.

Aldrig har det politiske projekt “EU” været tættere på at være et ufredens forehavende, end netop nu. I Grækenland, Spanien og mange andre steder ikke blot ulmer utilfredsheden; situationen er eksplosiv mange steder, og udsigterne til revolter, borgerkrige og krige er til at få øje på for enhver der ikke lukker øjnene for de alt for åbenlyse faresignaler. Aldrig har EU’s politiske såkaldte lederskab, været mere uansvarlige, virkelighedsfjerne og forløgne, end netop nu, hvor de ikke aner deres levende råd om hvordan de skal få bragt skibet på ret køl, alt i mens de overfor vælgerne bedyrer at de åbenlyst suicidale tiltag de har iværksat, vil få problemerne til at fordufte. Aldrig har det været mere påtrængende at smide de europæiske landes formyndere og forvaltere på porten, i erkendelse af deres kollektive og totale fallit, og deres projekts ditto.

Med Nobels Fredspris er der sendt et signal om, at EU’s politiske elite allerede har løst alle de humane udfordringer (med bravour), og at de godt kan tillade sig at slappe lidt af med venlighed, omsorg og altruisme.

Hvis udpegningen af Obama var en katastrofal fejlbeslutning, så er det vanskeligt at finde et adjektiv der kan beskrive dette års fadæse.

Michael Kongstad Nielsen

Den pris er udpræget politisk. Man vil støtte EU under dets dødskamp.

Men det var ikke EU, der sikrede fred, sikkerhed og stabilitet i Europa efter Anden Verdenskrig. Europa var delt i to, Tyskland var besat i fire zoner, Kul- og stålunionen blev etableret, fordi kullene og jernmalmen tilfældigvis lå på hver sin side af grænsen mellem Frankrig og Tyskland. Samarbejdet efter Romtraktaten handlede om at få toldfrihed og gang i handel og opbygning af velstand. Der var ingen, absolut ingen, der kunne drømme om, at de vesteuropæiske stater skulle gå i krig mod hinanden igen. Risikoen kom fra øst, og den havde man Nato til at tage sig af.

Det var FN, hvor de to europæiske stater, Frankrig og Storbritannien, sad som permanente medlemmer af sikkerhedsrådet, der skulle have den pris, hvis nogen skulle. Det var FN, der spændte fred og ro ud over verden, vedtog menneskerettighedserklæringer og lavede fødevare og undervisningsorganisationer, der gjorde meget godt.

EU har slået fejl på mange måder, det sagde den gamle nationalbankdirektør Hoffmeyer også igår i et interview her i avisen, så må selv tilhængerne kunne forstå det. EU overspillede sine kort, kan man sige, blev overmodige og magtbegærlige, ville opbygge det umulige, og så brast det.

Håvard Friis Nilsen kritiserer høyresiden.

Høyresiden mobiliserer

Finanseliten er vettskremte for hva som skal skje nå etter krisen. De kjemper for sin situasjon og pøser penger ut i propagandatenketanker og valgkampmaskineri, sier daglig leder i Res Publica, Håvard Friis Nilsen.

Klassekampen 26.09.12

I Klassekampen i går etterlyste den amerikanske forfatteren Thomas Frank svar fra venstre på finanskrisa. I sin nye bok «Pity the Billionaire» mener han demokratene i USA lar republikanerne slippe for billig unna finanskrisa, fordi de i motsetning til Tea Party-bevegelsen ikke har noen helhetlig fortelling å selge velgerne.

Nilsen er ikke enig i at venstresida mangler fortellinger, men mener at de drukner i støy fra milliardærfinansierte tenketanker og stadig mer politiserte privateide mediekonsern.

Han mener den rikeste prosenten nå kaster seg for fullt inn i samfunnsdebatten i frykt for at finanskrisa skal resultere i reguleringer, skatter og økonomisk omfordeling.

– Jeg sier som Georg Brandes: Ingen rovdyr er farligere enn storborgeren som er truet på sin pengepung.

Nilsen peker på at resultatet av det store børskrakket i 1929 ble mer enn femti år med omfattende omfordeling i Vesten.

– Da børsen kollapset i 1929, sto den rikeste prosenten I USA for ca. 20 prosent av den totale inntekten. Den andelen sank drastisk gjennom krisen og i hele etterkrigstida fram til midt på 80-tallet lå den stabilt på 6–8 prosent, sier han. 

Nyliberalismen banet vei for en ny gullalder for de aller rikeste, og før finanskrisa var skjevhetene tilbake på samme nivå som på 1920-tallet.

– Vi snakker om en gruppe mennesker som står overfor et mulig drastisk fall i sine inntekter, og som nå pøser milliarder inn i tenketanker og valgkampmaskineri, sier Nilsen.

Res Publica-sjefen mener det er helt naturlig at de aller rikeste i økende grad de siste årene har begynt å bruke sine økonomiske muskler i politikken.

– Det er ikke noe rart i at folk med midler beskytter sine interesser med de midler de rår over. Det er alt annet enn overraskende, sier han.

Han viser særlig til USA, der milliardærbrødrene Koch har engasjert seg sterkt i Cato Institute og Tea Party-bevegelsen, og flere andre konservative har pøst inn millioner av dollar i såkalte politiske aksjonskomiteer (SuperPACs).

Men Nilsen mener også vi ser tegn til det samme i Norge.

– Det er overraskende svak motstand mot at dette i økende grad skjer også her hjemme. Den amerikanske tenketanken Cato Institute er en uttalt samarbeidspartner med norske Civita, sier Nilsen.

Lørdag skrev Klassekampen at Civita siden oppstarten har mottatt 57,2 millioner kroner i støtte fra Norges aller rikeste mennesker. 

Nilsen mener også den privateide pressen har blitt mindre objektiv de siste årene.

– Privateide mediekonsern har igjen blitt politiserte. Vi trodde vi hadde en objektiv presse etter fjerningen av partipressen, men vi har fått en stadig tydeligere tilløp til ensidighet de siste årene, sier tankesmeden.

– Du kritiserer høyresida for å være i lommen på de aller rikeste, men Tea Party og liknende bevegelser i USA er jo antielitære i sin kritikk?

– Vi har sett over lang tid at høyrepartier retter aggresjonen mot ulike eliter. Men disse såkalte elitene er alltid politikere, akademikere eller intellektuelle, som jo er deler av et demokratisk offentlig ordskifte. Den økonomiske eliten blir aldri kritisert, den er fullstendig usynlig i deres verdensbilde. Sinnet rettes ikke mot Wall Street, men mot det demokratiske partiet, sier han. Han mener demokratene ikke har lett for å lansere et alternativt fiendebilde.

– Dette er ikke så enkelt, fordi flere av de sentrale personene i Obama-administrasjonen har deltatt i dereguleringene av økonomien, sier han.

Thomas Frank skriver i sin bok om den ytterliggående liberalistiske forfatteren Ayn Rands stadig økende popularitet på høyresida.

– Rand opererer med et skille mellom produsenter og parasitter. Det er i grunnen et viktig skille som ikke trenger å være negativ. Det kunne jo innebære en kritikk av den uproduktive finanssektoren som undergraver den produktive realøkonomien, sier Nilsen.

Han peker på at Rands helter, som stort sett var industrigründere, ikke er dem som har tjent på at hennes ideologi har slått gjennom.

– I stedet vokste det fram en finanselite, som er blitt de parasittene som hun avskydde i sine bøker, sier han.

Res Publica-sjefen mener det mangler visjoner for vekst og innovasjon på høyresida i møte med krisa.

– Det eneste optimistiske og løfterike svaret kommer fra dem som vil få hjulene i gang i realøkonomien. Det er oss, det. Se på NHOs siste årskonferanse. Da var vyene til John G. Bernander at næringslivet skulle inn i offentlig sektor. Hvor visjonært er fiendtlig takeover av gamlehjem for rask profitt? Det var ingen tanker om internasjonalt konkurransedyktig næringsliv, sier han.