To dansker skriver om fredsprisen...

Information 12.10.12

Heinrich R. Jørgensen

Barack Obama modtog prisen førend han udrettede det mindste. Han fik applaus for at have gjort ingenting. Følgelig var der ingen grund til at foretage sig noget — han var jo allerede anerkendt som klodens fredeligste mand.

Siden har de imperialistiske krige raset endnu vildere, end selv under hans forgængere. De systematiske drab på personer og folk USA ikke er i krig med, er øget markant (f.eks. droneangreb). USA har ændret lovgivning og indrettet faciliteter, der giver USA mulighed for at internere egne borgere i millionvis, og tilbageholde dem permanent.

Analysen om EU som et fredens projekt, hviler på skrønen om nationalstaterne som ufredens forehavender. Den tese er blevet gentaget så mange gange, at den anses for at være en doktrinær sandhed. Som så meget andet, er den analyse og konklusion overfladisk og usand.

Aldrig har det politiske projekt “EU” været tættere på at være et ufredens forehavende, end netop nu. I Grækenland, Spanien og mange andre steder ikke blot ulmer utilfredsheden; situationen er eksplosiv mange steder, og udsigterne til revolter, borgerkrige og krige er til at få øje på for enhver der ikke lukker øjnene for de alt for åbenlyse faresignaler. Aldrig har EU’s politiske såkaldte lederskab, været mere uansvarlige, virkelighedsfjerne og forløgne, end netop nu, hvor de ikke aner deres levende råd om hvordan de skal få bragt skibet på ret køl, alt i mens de overfor vælgerne bedyrer at de åbenlyst suicidale tiltag de har iværksat, vil få problemerne til at fordufte. Aldrig har det været mere påtrængende at smide de europæiske landes formyndere og forvaltere på porten, i erkendelse af deres kollektive og totale fallit, og deres projekts ditto.

Med Nobels Fredspris er der sendt et signal om, at EU’s politiske elite allerede har løst alle de humane udfordringer (med bravour), og at de godt kan tillade sig at slappe lidt af med venlighed, omsorg og altruisme.

Hvis udpegningen af Obama var en katastrofal fejlbeslutning, så er det vanskeligt at finde et adjektiv der kan beskrive dette års fadæse.

Michael Kongstad Nielsen

Den pris er udpræget politisk. Man vil støtte EU under dets dødskamp.

Men det var ikke EU, der sikrede fred, sikkerhed og stabilitet i Europa efter Anden Verdenskrig. Europa var delt i to, Tyskland var besat i fire zoner, Kul- og stålunionen blev etableret, fordi kullene og jernmalmen tilfældigvis lå på hver sin side af grænsen mellem Frankrig og Tyskland. Samarbejdet efter Romtraktaten handlede om at få toldfrihed og gang i handel og opbygning af velstand. Der var ingen, absolut ingen, der kunne drømme om, at de vesteuropæiske stater skulle gå i krig mod hinanden igen. Risikoen kom fra øst, og den havde man Nato til at tage sig af.

Det var FN, hvor de to europæiske stater, Frankrig og Storbritannien, sad som permanente medlemmer af sikkerhedsrådet, der skulle have den pris, hvis nogen skulle. Det var FN, der spændte fred og ro ud over verden, vedtog menneskerettighedserklæringer og lavede fødevare og undervisningsorganisationer, der gjorde meget godt.

EU har slået fejl på mange måder, det sagde den gamle nationalbankdirektør Hoffmeyer også igår i et interview her i avisen, så må selv tilhængerne kunne forstå det. EU overspillede sine kort, kan man sige, blev overmodige og magtbegærlige, ville opbygge det umulige, og så brast det.