En myte står for fall...

Myten om de dovne fattige

Det er for letkøbt at gøre fattigdomsdebatten til en moralsk fortælling om sociale nassere og manglende initiativ – ulighed har først og fremmest strukturelle årsager

Af Ha-Joon Chang, Information 30.01.2013

Et spøgelse går gennem Europa.« Sådan lyder den berømte indledning til Det Kommunistiske Manifest af Karl Marx og Friedrich Engels.

I dag hjemsøges Europa atter af et spøgelse. Men i modsætning til i 1848, da Marx og Engels skrev deres manende ord, er spøgelset ikke kommunisme. Det er dovenskab.

Borte er de dage, da overklassen var rædselsslagne for den vrede pøbel, der ville smadre deres kranier og konfiskere deres ejendom. Nu er velhavernes største fjende en hær af dovne bumser, hvis magelige, hedonistiske livsstil – der finansieres ved at brandbeskatte de rige og dygtige – formelig suger hjerteblodet ud af økonomien.

I Storbritannien langer koalitionsregeringen bestandigt ud efter disse velfærdsnassere i forstædernes sociale boligblokke, der sover hele dagen og hænger hele natten over tv’s sportskanaler eller online-casino. Det er deres skamløse krav om at få ’noget for ingenting’, får vi at vide, der har skabt det enorme underskud, som nationen kæmper for at slippe af med.

De græske ’driverter’

I eurozonen er mange overbevist om, at dens finanspolitiske krise i sidste ende har sit udspring i dovenskaben hos middelhavstyper i Grækenland og Spanien, som lever af at nasse på hårdtarbejdende tyskere og hollændere og bruger al deres tid på at nippe til espresso og spille kortspil på cafeer. Begynder disse mennesker ikke at arbejde hårdt, siges det, vil eurozonen aldrig kunne få bugt med sine problemer.

Problemet med historien er at – nå ja, at den er kun en historie.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at de finanspolitiske underskud i de europæiske lande i høj grad skyldes den nedgang i skatteindtægterne, der er sat ind som følge af den finansielt skabte recession, snarere end den er forårsaget af nogen stigning i de sociale udgifter. At falde over de fattige og skrotte velfærdsstaten vil altså ikke hjælpe på den bagvedliggende årsag til underskuddene.

Desuden er det i reglen sådan, at fattige mennesker arbejder hårdere. De arbejder normalt i job, hvor arbejdstiden er længere og arbejdsvilkårene skrappere.

Denne pointe kan tegnes skarpere op ved en sammenligning af nationer. Ifølge OECD arbejdede indbyggerne i Grækenland – hin berygtede nation af driverter – i gennemsnit 2.032 timer i 2011, hvilket ikke er så langt fra verdens ultimative arbejdsnarkomaner, nemlig sydkoreanerne (2.090 timer). Samme år arbejdede tyskerne kun 70 procent så meget (1.413 timer), mens Holland placerede sig som verdens ’dovneste’ nation med kun 1.379 timer. Disse tal viser umisforståeligt, at hvad der end er galt med Grækenland, så er dovenskab hos grækerne ikke en del af det.

’Fordi de fortjener det’

Men hvis påstanden om dovenskab savner ethvert grundlag, hvorfor nyder den så alligevel så stor udbredelse? Forklaringen er, at efter tre årtier, hvor frimarkedsideologier har været dominerende, er mange af os kommet til at tro på myten om, at den enkelte samfundsborger er fuldt ansvarlig for sin skæbne.

Helt fra vi som børn ser Disney-tegnefilm, hvor vi får at vide, at ’hvis du tror på dig selv, kan alt lykkes for dig’, bombarderes vi med et budskab om, at individer – og individer alene – er ansvarlige for, hvor meget de udretter i deres liv. Ifølge dette ’L’Oréal-princip’ hænger det sådan sammen, at hvis nogle mennesker får udbetalt årslønninger i millionklassen, så må det være, fordi de ’fortjener det’. Når andre er fattige, er det følgelig, fordi de ikke har gjort sig fortjent til andet og ikke har gidet at stræbe nok.

Men da det er politisk vanskeligt at kritisere de fattige for inkompetence, retter angrebene sig i stedet mod ’dovne velfærdsnassere, der ikke har nogen moralsk rygrad’. Slutresultatet bliver, at straffeaktionerne mod de påståede døgenigte bliver et dække for at afvikle et helt sæt af politikker og institutioner, der skulle hjælpe alle fattige.

Betalte politikere

Det besnærende ved dette verdenssyn – for dem, der har uforholdsmæssig gavn af det nuværende system – er, at når alt reduceres til et spørgsmål om individers moralske rygrad, bliver offentlighedens opmærksomhed trukket væk fra de strukturelle årsager til fattigdom og ulighed.

Det er velkendt, at dårlig ernæring i barndommen, manglende læringsstimulans i dårligt stillede hjem og skoler med undervisning af ringe kvalitet begrænser fattige børns kapacitetsudvikling og forværrer deres fremtidsudsigter.

Med sådanne klodser om benet får de fattigere sværere ved at gøre sig gældende i kapløbet, selv hvis spillereglerne var fair på papiret. Men ofte blive markederne manipuleret til fordel for de rige, som vi har kunnet iagttage ved den seneste række af skandaler fra opreklamering af tvivlsomme finansielle produkter, løgne over for tilsynsmyndighederne og fusk med Libor-renten.

Hvad mere afgørende er: Penge giver de superrige magten til selv at omdefinere spillereglerne ved – for nu at sige det rent ud – at opkøbe politikere og politiske embeder (tænk på alle de tidligere bankchefer, som er blevet finansministre i USA). Mange af skattelettelserne for de rigeste og de liberaliseringer af finanssektoren og arbejdsmarkedet, der er sket igennem de seneste tre årtier, er resultater af pengemagtens greb om politikken.

Men drejes debatten ind på en moralsk fortælling om dovenskab, kan de rige og magtfulde lede folks opmærksomhed væk fra alle de strukturelle problemer, der skaber mere fattigdom og ulighed, end vi behøvede.