Mere fællesskab, mindre ego-mentalitet
Det er ikke finanskrisen og globaliseringen, som truer det danske velfærdssamfund. Det gør derimod den tiltagende egomentalitet, hvor vi fravælger de fællesskaber og den solidaritet, der udgør velfærdsstatens fundament.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at det er i den danske have, jeg vil bygge og bo. Det er her i det danske velfærdssamfunds trygge favn, mine børn skal vokse op. De skal som jeg vokse op til en folkeskole, hvor de etablerer venskaber med andre børn af vidt forskellig slags, og til et gratis gymnasium og universitet Foto: Linda Henriksen/Scanpix
Av Martin Langdal Topf, Information 25.09.12
Forleden talte jeg med en kammerat, som netop er vendt hjem fra USA. Vi talte om at rejse og at vende hjem, sådan som vi havde talt om det, da jeg vendte hjem fra en lignende udlandsrejse for et par år siden. Dengang kunne han ikke helt forholde sig til min glæde ved at komme hjem til Velfærdsdanmark. Men nu forstod han det også. Det med at komme fra et land med ulighed, usikkerhed og forarmelse og hjem til sikkerhedsnettet. Vores samtale kom altså usagt til at dreje sig om den gamle talemåde: »Ude godt, hjemme bedst«, som må være foranlediget af et samfund, der fungerer som intet andet i verden. Som socialdemokraten Peter Hummelgaard udtalte i denne avis den 3. august: »Den danske samfundskonstruktion er den bedste i verden. Den danske arbejdsmarkedsmodel er et alter, som folk beder til i mange andre lande.«
Min far har tilbragt hovedparten af sit voksenliv udenfor det land, hvor han voksede op, USA. Men selvom det at fravælge sit hjemland derfor på ingen måde er fremmed for mig, har jeg aldrig været i tvivl om, at det er i den danske have, jeg vil bygge og bo. Det er her i det danske velfærdssamfunds trygge favn, mine børn skal vokse op. De skal som jeg vokse op til en folkeskole, hvor de etablerer venskaber med andre børn af vidt forskellig slags, og til et gratis gymnasium og universitet. Til et arbejdsmarked, der forener potentiale og sikkerhed, og til et sundhedssystem og en ældrepleje, der gør, at jeg aldrig skal blive dem en gammel, afhængig klods om benet.
Egomentaliteten
Dette velfærdssamfund har vi skabt i fællesskab, men det er nu under pres. Finanskrisen og globaliseringen står for skud som årsagerne hertil. Der er ikke er råd til velfærden, og det er ikke længere er muligt at opretholde det, som har givet Danmark en beundringsværdig særstatus blandt verdens lande. Siges det. Men virkeligheden er en helt anden.
Den virkelige trussel er, at vi er blevet egoistiske og ahistoriske individer. Velfærdssamfundet har vi skabt i fællesskab, men paradoksalt nok bidrager det samtidig til en proces, som er begyndt at undergrave selvsamme fællesskab. Igennem hele det tyvende århundrede har moderniteten frisat individerne fra det traditionelle samfunds bindinger, og velfærdssamfundet har medvirket til denne individualisering ved at give individet optimale muligheder for at handle egenrådigt og egoistisk. Den frigørelse, velfærdssamfundet skaber, kompromitterer dermed det forpligtende fælles ansvar, der er grundpillen i den danske samfundskonstruktion.
Som frisatte individer lider vi alene. På tærsklen til årtusindskiftet rappede Geolo G om, hvordan »Min verden bryder sammen som en Lego-planet, og Geolo G-isme bli’r en ego-mentalitet« i ensomhedshymnen ’Kosmisk Kaos’.
Når jeg cykler langs søerne, er det i takt til en uendelighed af løbeskos knitren på stien. Sko, der sidder på fødderne af mennesker, som har valgt at dyrke motion på deres egne præmisser frem for at vælge det forpligtende fællesskab i idrætsklubben. Det er den samme takt, som man finder hos egoisten, der underholder en hel togvogn igennem sine høretelefoner, og den samme takt, som endnu en fortravlet skilsmissefars hjerte hamrer i, når han henter sine børn i SFO’en to minutter i lukketid. Skilsmisseprocenten, ensomheden i det offentlige rum og faldende medlemstal i idrætsklubber, fagforeninger og politiske partier er alle produkter af individualiseringen.
Velfærdstårnets skrøbelighed
Vi er ikke kun blevet mere egenrådige, vi har også glemt vores historie. Omkring Murens fald talte man om ’enden på historien’, og hvis vi bevæger os ned på individniveau, synes denne beskrivelse ikke helt forkert. Vi, der er født fra 1960’erne og frem, er en generation af voksne, der ikke har oplevet andre samfundsformer og -tilstande end dem, vi ser i dag. Vi er vokset op med velfærdsstaten og den danske arbejdsmarkedsmodel som selvfølgeligheder, og vi har langsomt glemt, hvordan disse selvfølgeligheder blev realiteter i det, der for os synes at være en fjern tidernes morgen – før velfærdssamfundet.
Vi står på toppen af et kolossalt, kompliceret og skrøbeligt velfærdstårn, hvis struktur kun et fåtal af os kender til. Derfor er det tosset, at vi det seneste årti har hamret og skruet på sammenføjninger og bærende mure, så det internationalt beundrede velfærdstårn synes stadig mere slidt og vakkelvornt.
Vi er ved at save den gren over, vi sidder på, og det værste er, at tårnets formynderskab, politikerne, slet ikke råber vagt i gevær, men i stedet på tegneserievis vil stå og skrige ’timberrr!’ når grenen en dag falder til jorden. Når velfærdsstaten og arbejdsmarkedsmodellen udsættes for et stormløb, som det er sket det seneste årti, må der brøles om hjælp med den størst mulige lungekapacitet.
Danmark, du blunder, og når angrebet mod dine ypperligheder fortsætter selv i de lyse nætter, hvor du er allersmukkest, må fællesskabet træde til. Tårnet står ikke af sig selv, og det er ikke egomentaliteten, der har bygget det!
Hvis vi vil bevare verdens bedste samfundskonstruktion, må vi bearbejde egomentaliteten og ignorancen overfor historien. Først og sidst må denne bearbejdning ledes af en socialistisk regering, der desværre ikke formår (eller ønsker?) at formulere den nødvendige, solidariske værdikamp. Men vi som danskere må også stoppe op og huske på, hvorfor vi egentlig siger »hjemme bedst«. Vi har tendens til at være et sovepudeland, hvor det altid er ’naboen’, det går ud over. Men hvad nu hvis du får et barn med særlige behov, trues på livet af sygdom eller ender i en lønkonflikt?
Som egoist blandt egoister er du ilde stedt. Den problematik gennemsyrer hele samfundet. Det er egomentaliteten, der får os til at melde os ud af idrætsforeningernes fællesskab og ind i fitness-klubbernes skyklapverden.
Det er egomentaliteten, der får middelklassedanskeren til at melde sig ind i Krifa for sin egen skyld og stemme på partier, der vil sænke skatten, så han kan få mere til sig og sine.
Derfor må vi tilbage til fællesskaberne – i idrætsforeningerne, fagforeningerne, skolebestyrelserne og partierne – for på ny at fremelske det fælles ansvar og den solidaritet, vi byggede velfærdstårnet med. For når vi ahistoriske voksne glemmer, at velfærdsstaten og den danske arbejdsmarkedsmodel er skrøbelig og forgængelig, piller egomentaliteten langsomt, men sikkert vores samfundskonstruktion fra hinanden. Det samfund, vi i fællesskab har kæmpet os til, og som skal sikre, at vi kan give vores barndoms tryghed videre til vore egne børn.
Hvis ikke Danmark anno 2030 skal reduceres til et af de samfund, vi helst ikke sammenligner os med – et samfund, hvor en velfungerende folkeskole, et fleksibelt arbejdsmarked og et gratis uddannelsessystem, sundhedsvæsen og ældrepleje ikke er givne størrelser – må vi vedligeholde velfærdstårnet. Kittet er solidaritet og forpligtende fællesskab, som må fremelskes aktivt.
Fortsætter vi med at handle uden respekt for velfærdssamfundets skrøbelighed og historie, bryder det sammen som en Lego-planet.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar