Vi skal aldri glemme Jens Bjørneboe, kamerater.

Crosby, Stills, Nash & Young - "Ohio"

Kent State Shootings

Ohio History Central

In May 1970, students protesting the bombing of Cambodia by United States military forces, clashed with Ohio National Guardsmen on the Kent State University campus. When the Guardsmen shot and killed four students on May 4, the Kent State Shootings became the focal point of a nation deeply divided by the Vietnam War.

By 1970, thousands of Americans were actively protesting the Vietnam War. There were numerous reasons why these protests took place. Some of the prominent ones included revelations that former President Lyndon Baines Johnson had misled the American people about the Gulf of Tonkin Incident, which led to the escalation of American involvement in Vietnam in late 1964. The ending of college deferments, which previously had exempted most college students from the draft and service in Vietnam, further contributed to the protests. Finally, revelations that the United States military was bombing and sending troops into Cambodia, a country neighboring North and South Vietnam, and the increasing number of American casualties further angered many Americans.

Numerous people protested the Vietnam War for these and other reasons as well. These protests usually were peaceful and included such things as burning draft cards, fleeing to Canada or some other country to escape the draft, protest rallies and marches, or simply remaining enrolled in college to avoid the draft. However, even peaceful protests sometimes turned violent, as United States involvement in the Vietnam War divided the American people.

The most well-known protest involving the Vietnam War occurred at Kent State University in Ohio in May 1970. On May 1, Kent State students held an anti-war protest. That evening several incidents occurred, including rocks and bottles being thrown at police officers, the closure of bars by authorities before normal closing time to reduce alcohol consumption, and the lighting of bonfires. Eventually students, other anti-war activists, and common criminals began to break windows and loot stores.

The mayor of Kent, Leroy Satrom, declared a state of emergency on May 2. He requested that Governor James A. Rhodes send the Ohio National Guard to Kent to help maintain order. Rhodes agreed, and the National Guard members began to arrive the evening of May 2. As the soldiers arrived, they found the Reserve Officer Training Corps building at Kent State University in flames. It is unclear who set the building on fire. It may have been anti-war protestors, but it also could have been someone seeking to have the protestors blamed. Interestingly, Kent State officials had already boarded up the ROTC building and were planning to raze it. Protestors were celebrating the buildings destruction as fire fighters arrived. The protestors, which included both students and non students, jeered the fire fighters and even sliced the hoses that the fire fighters were using to extinguish the flames. National Guard members arrived to reestablish order and resorted to tear gas to disperse the protestors.

On May 3, approximately one thousand National Guard soldiers were on the Kent State campus. Tensions remained high, and Governor Rhodes further escalated them by accusing the protestors of being un-American. He proclaimed, "They're the worst type of people that we harbor in America. I think that we're up against the strongest, well-trained, militant, revolutionary group that has ever assembled in America." Some Kent State students assisted local businesses and the city in cleaning up damage from the previous night's activities, but other students and non students continued to hold protests, further exacerbating the situation. The National Guard continued to break up these demonstrations, including threatening students with bayonets.

On May 4, a Monday, classes resumed at Kent State. Anti-war protestors scheduled a rally for noon at the campus. University officials attempted to ban the gathering but proved unsuccessful in their efforts. As the protest began, National Guard members fired tear gas at the demonstrators. Due to wind, the tear gas proved ineffective. Some of the protestors threw the canisters, along with rocks, back at the soldiers. Some of the demonstrators yelled slogans, such as "Pigs off campus!", at the soldiers.

Eventually seventy-seven guardsmen advanced on the protestors with armed rifles and bayonets. Protestors continued to throw things at the soldiers. Twenty-nine of the soldiers, purportedly fearing for their lives, eventually opened fire. The gunfire lasted just thirteen seconds, although some witnesses contended that it lasted more than one minute. The troops fired a total of sixty-seven shots. When the firing ended, nine students lay wounded, and four other students had been killed. Two of the students who died actually had not participated in the protests.

These shootings helped convince Americans that the anti-war protestors were not just hippies, drug addicts, or promoters of free love. They also included middle and upper-class people, as well as educated Americans. Rather than causing a decline in protests, the Kent State Shootings actually escalated protests. Many colleges and universities across the United States cancelled classes and actually closed their doors for the remainder of the academic year in fear of violent protests erupting on their campuses. In 1970, The Ohio State University dismissed its Spring Quarter classes in early May rather than in June because of protests at this institution. Other Ohio institutions followed suit. Kent State University immediately closed with the shootings on May 4, and did not offer classes again for six weeks, when the summer term began.

The various protests drew to an end as President Richard Nixon, who served from 1969-1974, began to withdraw American soldiers from North and South Vietnam. With the signing of the Paris Peace Accords in 1973, which basically ended American involvement in the Vietnam War, the protests drew to a formal close. Still, the Kent State Shootings continue to reverberate through American society and culture. An example of this is Neil Young's song, "Ohio," which commemorated the shootings.

Selv i Aftenposten finner man fornuftige tanker

Livet etter Kapitalismen

For eget grep. Kapitalismens tid som bærende, globalt samfunnssystem nærmer seg slutten. Ironisk nok faller den for eget grep: Den er ikke effektiv nok.

Av Kathrine Aspaas, Aftenposten 19.11.11

Daglige dommedagsprofetier gjør det lett å glemme at vi lever i en fantastisk tid. Mennesker over hele verden bruker krefter på å finne nye løsninger, med det resultat at mange av verdens største bedrifter er blitt skapt i løpet av de siste ti årene.

Indiske Tata Motors er for eksempel i ferd med å befeste stillingen som en av verdens største bilprodusenter. De har forlengst kjøpt Jaguar og Range Rover og jobber intenst med klimavennlige løsninger. Blant annet lager de små biler til rundt 50.000 kroner stykket.

Eller amerikanske Tesla, som etter åtte års drift seiler opp som en av verdens mest interessante bilprodusenter – med superlekre Tesla Roadster som signaturprodukt – elbilen som gjør null til 100 på under fire sekunder.

Muligens er det bare et spørsmål om tid før batteriet er den nye oljen.

Du som nå rister overbærende på hodet, er ganske sikkert ikke den neste Steve Jobs.

Gutenberg revisited

På toppen av det hele lever vi i starten av en medierevolusjon som trolig er den mest epokegjørende siden Johan Gutenberg oppfant trykkekunsten i 1445.

Vi leser nyheter fra Kina og Midtøsten – ikke tolket av norske korrespondenter, men av det voksende antallet kinesiske og arabiske journalister, i mediehus som China Daily og Al Jazeera.

Og vi har ikke engang begynt å snakke om selskaper som Facebook, Wikipedia og den globale visdommens gullgruve, TED.com.

Dette er den globale realøkonomien vår. Den er menneskeskapt, og den er vilt spennende.

Change hurts

Samtidig lever vi i en kritisk tid – en tillitskritisk tid. Vi ser korrupsjon i alle ledd, og vi ser den nettopp som et resultat av medierevolusjonen.

Artikler, filmer og innlegg sprer seg lynraskt, slik som Warren Buffetts allerede legendariske bønn til amerikanske myndigheter om å "stoppe å dulle med de superrike".

USAs nest rikeste mann ser et økonomisk system som undergraver et stabilt samfunn. Han ser finansmarkeder som ikke fungerer etter hensikten – som har fått kjøpe seg fri fra de endringer og forbedringer som finansaktørene krever av alle andre.

Han ser fattigdommen bre seg i USA, og han vil ikke ha det sånn.

Det er han ikke alene om – ikke engang italienerne vil ha det sånn lenger.

Adjø, sannheter!

Midt i denne økonomiske og politiske stormen finner vi de nye løsningene. Vi designer bedre markeder og åpnere organisasjoner, slik Tysklands forbundskansler Angela Merkel tok til orde for denne uken:"For å møte krisen må alle gamle sannheter overprøves. De svar som var riktige for 30 år siden, er ikke riktige i dag."

Hun vet godt at det finnes et liv etter eurokrisen, og har for lengst satt i gang en kjempedugnad for å gjøre Tyskland verdensledende på fornybar energi. Allerede etter fem år er landets grønne energiandel økt fra fem til 17 prosent. Man er ikke gammel industrinasjon for ingenting!

Merkel har også presset på for innføringen av den mye omtalte Tobin-skatten på valutatransaksjoner. Skatten er latterliggjort av finansfolket gjennom 40 år, men stadig flere statsledere våger leke med tanken.

Gamle sannheter overprøves.

Farvel, kapitalisme!

Slik som kapitalismen. Den hellige, og stadig mer utilstrekkelige kapitalismen. For vi vet jo så inderlig vel at det starter med mennesket – med ideer, samarbeid, friksjon, konkurranse og skaperkraft.

For å sette denne logikken i system: Det var ikke Kapital som skapte Trygve Hegnar – det var Trygve Hegnar som skapte Kapital. Hegnar kom først. Hegnar er høna – kapitalen er egget.

Likevel tar vi fortsatt utgangspunkt i kapitalen når vårt økonomiske trossystem skal meisles ut. Det rimer dårlig med tallene fra neste års nasjonalbudsjett, som viser at 84,4 prosent av vår netto nasjonalformue utgjøres av myk kapital – altså fremtidig og nåværende arbeidsinnsats. Oljeformuen utgjør forsvinnende 4,4 prosent.

Vi vet også at det ikke er kapitalen som driver oss. Adferdsforskningen viser at det er ønsket om å mestre, og å skape noe meningsfullt, som driver oss. Bedre sykepleie – god undervisning – bedre journalistikk – helst sammen med andre – høre til et fellesskap. Det driver oss.

California-ingeniørene som startet Tesla-eventyret i 2003 startet ikke fordi ordene "bunnlinje, bunnlinje, bunnlinje" virket så inspirerende – de startet fordi de ville forandre verden ved å lage sexy elbiler.

Velkommen, humanisme!

Veien videre handler om å forvalte denne rikdommen – våre venner menneskene – slik at vi fortsetter å skape mer rikdom – i form av smarte løsninger, omsorgsfulle systemer og sexy elbiler.

Der kapitalismen kjemper om knappe ressurser, kan vi heller ta utgangspunkt i de rike ressursene – de det blir mer av jo mer vi bruker dem – som kunnskap, visdom, hjernekapasitet, tillit og omtanke.

Det er derfor direkte oppløftende å se de mange tegnene på at vi er på vei: Høyskolenes mastergrader i helsefremmende ledelse. En ny generasjon lederes forståelse for at de er en del av et større bilde. Kommuner som slipper taket i kampen mot sykefraværet, og heller bruker kreftene til å øke nærværet.

Alt dette er signaler om at vi er på vei – inn i vår tid.

- Det er bare å innse at vi går fra kapitalisme til talentisme, sa Manpower-sjef Maalfrid Brath til Aftenposten denne uken. Hun kommenterer generasjonen som nå er på full fart inn i arbeidslivet – Generasjon Y, født mellom 1980 og 2000, som er både samfunnsengasjerte og selvbevisste.

Jeg drister meg til å gå enda litt lenger: Om hundre år, når historikerne kaster seg over de gjentatte finanskrisene våre, er det grunn til å håpe og tro at det globale samfunnssystemet tar utgangspunkt i klodens aller største ubrukte ressurs – mennesket – og at de kaller det Humanisme.

Det er ren logikk.

Tror dere virkelig at nordmenn ikke har de samme problemene?

Mere fællesskab, mindre ego-mentalitet

Det er ikke finanskrisen og globaliseringen, som truer det danske velfærdssamfund. Det gør derimod den tiltagende egomentalitet, hvor vi fravælger de fællesskaber og den solidaritet, der udgør velfærdsstatens fundament.

Jeg har aldrig været i tvivl om, at det er i den danske have, jeg vil bygge og bo. Det er her i det danske velfærdssamfunds trygge favn, mine børn skal vokse op. De skal som jeg vokse op til en folkeskole, hvor de etablerer venskaber med andre børn af vidt forskellig slags, og til et gratis gymnasium og universitet Foto: Linda Henriksen/Scanpix

Av Martin Langdal Topf, Information 25.09.12

Forleden talte jeg med en kammerat, som netop er vendt hjem fra USA. Vi talte om at rejse og at vende hjem, sådan som vi havde talt om det, da jeg vendte hjem fra en lignende udlandsrejse for et par år siden. Dengang kunne han ikke helt forholde sig til min glæde ved at komme hjem til Velfærdsdanmark. Men nu forstod han det også. Det med at komme fra et land med ulighed, usikkerhed og forarmelse og hjem til sikkerhedsnettet. Vores samtale kom altså usagt til at dreje sig om den gamle talemåde: »Ude godt, hjemme bedst«, som må være foranlediget af et samfund, der fungerer som intet andet i verden. Som socialdemokraten Peter Hummelgaard udtalte i denne avis den 3. august: »Den danske samfundskonstruktion er den bedste i verden. Den danske arbejdsmarkedsmodel er et alter, som folk beder til i mange andre lande.«

Min far har tilbragt hovedparten af sit voksenliv udenfor det land, hvor han voksede op, USA. Men selvom det at fravælge sit hjemland derfor på ingen måde er fremmed for mig, har jeg aldrig været i tvivl om, at det er i den danske have, jeg vil bygge og bo. Det er her i det danske velfærdssamfunds trygge favn, mine børn skal vokse op. De skal som jeg vokse op til en folkeskole, hvor de etablerer venskaber med andre børn af vidt forskellig slags, og til et gratis gymnasium og universitet. Til et arbejdsmarked, der forener potentiale og sikkerhed, og til et sundhedssystem og en ældrepleje, der gør, at jeg aldrig skal blive dem en gammel, afhængig klods om benet.

Egomentaliteten

Dette velfærdssamfund har vi skabt i fællesskab, men det er nu under pres. Finanskrisen og globaliseringen står for skud som årsagerne hertil. Der er ikke er råd til velfærden, og det er ikke længere er muligt at opretholde det, som har givet Danmark en beundringsværdig særstatus blandt verdens lande. Siges det. Men virkeligheden er en helt anden.

Den virkelige trussel er, at vi er blevet egoistiske og ahistoriske individer. Velfærdssamfundet har vi skabt i fællesskab, men paradoksalt nok bidrager det samtidig til en proces, som er begyndt at undergrave selvsamme fællesskab. Igennem hele det tyvende århundrede har moderniteten frisat individerne fra det traditionelle samfunds bindinger, og velfærdssamfundet har medvirket til denne individualisering ved at give individet optimale muligheder for at handle egenrådigt og egoistisk. Den frigørelse, velfærdssamfundet skaber, kompromitterer dermed det forpligtende fælles ansvar, der er grundpillen i den danske samfundskonstruktion.

Som frisatte individer lider vi alene. På tærsklen til årtusindskiftet rappede Geolo G om, hvordan »Min verden bryder sammen som en Lego-planet, og Geolo G-isme bli’r en ego-mentalitet« i ensomhedshymnen ’Kosmisk Kaos’.

Når jeg cykler langs søerne, er det i takt til en uendelighed af løbeskos knitren på stien. Sko, der sidder på fødderne af mennesker, som har valgt at dyrke motion på deres egne præmisser frem for at vælge det forpligtende fællesskab i idrætsklubben. Det er den samme takt, som man finder hos egoisten, der underholder en hel togvogn igennem sine høretelefoner, og den samme takt, som endnu en fortravlet skilsmissefars hjerte hamrer i, når han henter sine børn i SFO’en to minutter i lukketid. Skilsmisseprocenten, ensomheden i det offentlige rum og faldende medlemstal i idrætsklubber, fagforeninger og politiske partier er alle produkter af individualiseringen.

Velfærdstårnets skrøbelighed

Vi er ikke kun blevet mere egenrådige, vi har også glemt vores historie. Omkring Murens fald talte man om ’enden på historien’, og hvis vi bevæger os ned på individniveau, synes denne beskrivelse ikke helt forkert. Vi, der er født fra 1960’erne og frem, er en generation af voksne, der ikke har oplevet andre samfundsformer og -tilstande end dem, vi ser i dag. Vi er vokset op med velfærdsstaten og den danske arbejdsmarkedsmodel som selvfølgeligheder, og vi har langsomt glemt, hvordan disse selvfølgeligheder blev realiteter i det, der for os synes at være en fjern tidernes morgen – før velfærdssamfundet.

Vi står på toppen af et kolossalt, kompliceret og skrøbeligt velfærdstårn, hvis struktur kun et fåtal af os kender til. Derfor er det tosset, at vi det seneste årti har hamret og skruet på sammenføjninger og bærende mure, så det internationalt beundrede velfærdstårn synes stadig mere slidt og vakkelvornt.

Vi er ved at save den gren over, vi sidder på, og det værste er, at tårnets formynderskab, politikerne, slet ikke råber vagt i gevær, men i stedet på tegneserievis vil stå og skrige ’timberrr!’ når grenen en dag falder til jorden. Når velfærdsstaten og arbejdsmarkedsmodellen udsættes for et stormløb, som det er sket det seneste årti, må der brøles om hjælp med den størst mulige lungekapacitet.

Danmark, du blunder, og når angrebet mod dine ypperligheder fortsætter selv i de lyse nætter, hvor du er allersmukkest, må fællesskabet træde til. Tårnet står ikke af sig selv, og det er ikke egomentaliteten, der har bygget det!

Hvis vi vil bevare verdens bedste samfundskonstruktion, må vi bearbejde egomentaliteten og ignorancen overfor historien. Først og sidst må denne bearbejdning ledes af en socialistisk regering, der desværre ikke formår (eller ønsker?) at formulere den nødvendige, solidariske værdikamp. Men vi som danskere må også stoppe op og huske på, hvorfor vi egentlig siger »hjemme bedst«. Vi har tendens til at være et sovepudeland, hvor det altid er ’naboen’, det går ud over. Men hvad nu hvis du får et barn med særlige behov, trues på livet af sygdom eller ender i en lønkonflikt?

Som egoist blandt egoister er du ilde stedt. Den problematik gennemsyrer hele samfundet. Det er egomentaliteten, der får os til at melde os ud af idrætsforeningernes fællesskab og ind i fitness-klubbernes skyklapverden.

Det er egomentaliteten, der får middelklassedanskeren til at melde sig ind i Krifa for sin egen skyld og stemme på partier, der vil sænke skatten, så han kan få mere til sig og sine.

Derfor må vi tilbage til fællesskaberne – i idrætsforeningerne, fagforeningerne, skolebestyrelserne og partierne – for på ny at fremelske det fælles ansvar og den solidaritet, vi byggede velfærdstårnet med. For når vi ahistoriske voksne glemmer, at velfærdsstaten og den danske arbejdsmarkedsmodel er skrøbelig og forgængelig, piller egomentaliteten langsomt, men sikkert vores samfundskonstruktion fra hinanden. Det samfund, vi i fællesskab har kæmpet os til, og som skal sikre, at vi kan give vores barndoms tryghed videre til vore egne børn.

Hvis ikke Danmark anno 2030 skal reduceres til et af de samfund, vi helst ikke sammenligner os med – et samfund, hvor en velfungerende folkeskole, et fleksibelt arbejdsmarked og et gratis uddannelsessystem, sundhedsvæsen og ældrepleje ikke er givne størrelser – må vi vedligeholde velfærdstårnet. Kittet er solidaritet og forpligtende fællesskab, som må fremelskes aktivt.

Fortsætter vi med at handle uden respekt for velfærdssamfundets skrøbelighed og historie, bryder det sammen som en Lego-planet.

Her har dere noe å tenke på, kamerater!

Psykiatrien på vildspor

Psykiatrien skaber kroniske patienter snarere end at helbrede. Og overmedicinering sker ikke kun i Glostrup, men i hele landet – for nogle patienter med døden til følge. Det skriver Olga Runciman, som tidligere blev diagnosticeret som skizofren.

Av Olga Runciman, Information 26.09.12

Hvis psykiatrien var så revolutionerende, som det hævdes, burde vi se en tendens til, at patienter kommer sig. Men tallene vidner om det modsatte, skriver dagens kronikør. Foto: Camilla Rønde/Scanpix

Jeg blev diagnosticeret som skizofren og fik i mange år højeste pension, da jeg blev vurderet til ikke at have nogen arbejdsevne. Min hverdag bar dengang præg af, at jeg var blevet gjort til en marginaliseret borger. Mit liv var invalideret, både fysisk og mentalt, af den medicinske behandling, jeg var underlagt. I dag er jeg rask, i arbejde som sygeplejerske og snart psykolog. Ikke på grund af, men på trods af psykiatrien.

Når jeg nu – i kølvandet på overmedicineringen på psykiatrisk hospital i Glostrup – træder ind i den igangværende debat om psykiatrien, skyldes det naturligvis min forargelse over den skødesløse overmedicinering, men også min undren over psykiatrien og dens stands påfaldende ligegyldighed. Overlæge dr.med. Per Vendsborg, der arbejder for PsykiatriFonden og er tidligere vicedirektør i region Sjællands psykiatri, udtalte: »Der behøver ikke være noget galt i, at man ikke følger Sundhedsstyrelsens vejledning og anbefalinger. Dem skal man jo overskride, hvis der er behov for det.« Andre psykiatere, der har været på banen, har valgt at fokusere på psykiatriens fortræffeligheder ved f.eks. at fortælle om de videnskabelige revolutioner, der foregår i forståelsen af psykiske sygdomme. En retorik, som psykiatrien har brugt de sidste årtier, men som snarere fastholder end udfordrer den medicinsk baserede forståelse af psykisk lidelse.

Flere kroniske patienter

Hvis psykiatrien var så revolutionerende, som det hævdes, burde vi se en tendens til, at patienter kommer sig. Men tallene vidner om det modsatte. I 1999 blev 27,3 pct. (3.550 personer) af alle førtidspensioner tildelt pga. psykiske problemer. I 2010 var andelen 51,4 pct. (8.812 personer). Dermed har Danmark populationsmæssigt et af de højeste antal borgere i verden på overførselsindkomst pga. psykisk krise. Hvordan hænger det sammen med en psykiatri, der oplever en revolution? Danmark er ikke alene om denne stigning, som videnskabsjournalisten Robert Whitakers seneste bog, Anatomy of an Epidemic, viser. Whitakers konklusion er tankevækkende: Psykiatrien skaber kroniske patienter.

Overmedicinering foregår ikke kun i Glostrup, som den nyligt udkomne rapport Tilsyn med medicineringen på landets botilbud, plejecentre og -hjem fra Sundhedsstyrelsen klart påviser: Omkring halvdelen af psykiaterne, der blev kontaktet, erklærede sig enige med embedslægerne i, at deres patient(er) fik for meget medicin. Deres forklaring? Patienten lider af svær psykisk sygdom.

Det er også galt med de skriftlige informationer. For eksempel skriver Psykiatrifonden på sin hjemmeside, at den højeste anbefalede dosis for antipsykosemidlet Zyprexa er 40 mg, hvilket er det dobbelte af European Medicines Agencys retningslinjer, som Danmark skal rette sig efter. Et sørgeligt vidnesbyrd om den lemfældige behandling, som mange er udsat for.

Patienter dør af medicinen

Men hvad med den endnu mørkere hemmelighed begravet i tallene, nemlig dødsrisikoen? Jeg kom først i berøring med denne mørke hemmelighed, da en bekendt af mig døde af medicinen. På den baggrund var jeg med til at oprette foreningen ’Død i Psykiatrien’, hvor et af formålene er at forlange, at de medicinske retningslinjer skal overholdes til enhver tid.

I Danmark kan en psykiatribruger forvente at leve i gennemsnit 20 år kortere end den almene befolkning. Journalisten Lars Teilman gjorde i 2008 opmærksom på det stigende antal mennesker, der døde af ’psykose’, dvs. af uforklarlige årsager. Han påviste, at der rundt regnet dør én psykiatribruger af uforklarlige årsager hver anden dag i Danmark. Dette er dybt bekymrende.

Både WHO og Sundhedsstyrelsen anbefaler kun ét antipsykotisk præparat ad gangen. Alligevel er polyfarmaci udbredt på mange af landets bosteder og hospitaler, og det er ikke ufarligt. F.eks. har forskning af bl.a. den finske professor M. Joukamaa vist, at efter at der er taget højde for livsstilsfaktorer m.m., er dødsrisikoen ved brug af ét antipsykotisk præparat 2,97 gange højere end for normalbefolkningen; ved to præparater er den 3,21, og ved tre præparater er dødsrisikoen forhøjet med 6,83!

Man ved, at psykofarmaka øger risikoen for abnorm hjerterytme, og at risikoen forværres ved polyfarmaci. Desværre efterlader hjertestop pga. hjerterytmeforstyrrelse sjældent spor, og det gør det vanskeligt for pårørende at få medhold i deres påstand om medicinforgiftning. Dette ofte på trods af, at retsmedicinerne kan påvise forgiftningsniveauer af et eller flere medikamenter. F.eks. undersøgte professor Jørgen Thomsen og professor Jytte Banner fra Dansk Selskab for Retsmedicin for to år siden 516 afdøde psykiatriske patienter og konkluderede, at 40 pct. var forgiftede.

Sundhedsstyrelsen har afsat 13,6 mio. kr. til forebyggelse af uventede dødsfald, og projektet ’CHANGE – Det gælder livet’ om livsstilsændringer for skizofrene fik de fleste penge tildelt. Det undrer mig, da alle andengenerations antipsykotiske præparater, som bliver givet ved skizofreni, er kendt for at give livsstilsproblemer. Vi har her en situation, hvor man langt hen ad vejen påfører patienterne livsstilsproblemer for derefter at forske i, hvordan man kan afhjælpe disse livsstilsproblemer igen.

Men det, der nok chokerer mig mest, er professor Merete Nordentofts m.fl. nyeste forskning (august 2012), der påviser en ekstremt høj dødelighed blandt unge i psykiatrien. Undersøgelserne dækker alle dødsfald, ikke kun de uforklarlige, selv om hun påpeger, at polyfarmaci og uforklarlige dødsfald er almindelige problematikker på bostederne. Undersøgelsen viser, at for hver kvinde i aldersgruppen 18 til 30, der dør i den almene befolkning, dør der 14,4 kvinder på de socialpsykiatriske bosteder og 13,9 i behandlingspsykiatrien! For mændene er tallene hhv. 10,2 på bostederne og 9 i psykiatrien. Disse tal er så høje, at politikerne øjeblikkeligt burde nedsætte en undersøgelseskommission.

En vej ud

Da jeg blev patient, fik jeg og mine nærmeste at vide, at jeg aldrig ville blive rask. At jeg skulle blive i medicinsk behandling resten af mine dage, og at jeg ville være ude af stand til at leve et liv uden støtte. Det budskab af håbløshed var tæt på at gå i opfyldelse. Langtidsstudier viser, at mange af dem, der er kommet sig fuldstændig fra skizofreni, er kommet sig ved at forlade psykiatrien og dens behandlingsmetodik og i stedet finde andre veje ud af deres problemer. Det var også det, jeg gjorde.

Jeg stoppede med medicinen og valgte samtaleterapi. Gennem min livshistorie fandt jeg frem til meningen i de budskaber, stemmerne gav udtryk for. I dag arbejder jeg ud fra et recovery-orienteret perspektiv med fokus på at tilbyde andre former for hjælp end den kemiske. Desværre får kun 8 pct. af dem, der får en psykosediagnose, tilbud om psykologsamtaler. Sørgeligt, når evidensen viser, at psykiatriens biogenetiske paradigme gør mere skade end gavn.

Jeg er heldig. Jeg fandt en vej ud af psykiatrien, jeg lever, og jeg trives. Desværre er det ikke alle, der er så heldige. Min bekendte var en af dem, der ikke var.

Hun døde, kun 34 år gammel, pludselig og uventet efter hjertestop. Ved obduktionen konstaterede retsmedicinerne, at der fandtes to slags psykofarmaka på forgiftningsniveau. Fire læger på Rigshospitalet i København er blevet kritiseret for ikke at have udvist omhu og samvittighedsfuldhed i behandlingen. De fulgte ikke retningslinjerne for medicinering og overvågning af medicinens farlige bivirkninger. Spørgsmålet er, om det får konsekvenser for den psykiatriske behandling fremover, når der begås alvorlige fejl, som for patienterne ender fatalt?